Fortsæt til indhold

Staten giver 330 millioner kroner til letbanen

Samfund
Christina S. Johansen

330 millioner kroner til letbanen i Aarhus. Det er resultatet af den trafikaftale som Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og SF i dag har indgået.
Den første etape af den østjyske letbane får 227 millioner kroner, og hertil kommer cirka 100 millioner kroner fra en reserve. Pengene skal dække statens andel af restfinansieringen af letbanens første etape.
Det glæder borgmesteren, Jacob Bundsgaard (S), at politikerne på Christiansborg er blevet enige om at dække en del af restfinansiering.
"Det er godt, at der nu er sikret et statsligt bidrag til at få letbanen tilbage på skinner, så vi kommer i mål med letbanens første etape. Letbanen vil binde Aarhus-området meget bedre sammen, så den kollektive trafik bliver mere effektiv og mere grøn," siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Mangler visioner

Der er dog ikke ros over hele linjen fra Aarhus' politikere. Fungerende rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Jan Ravn Christensen (SF), glæder sig over, at dagens landspolitiske aftale om den kollektive trafik tilgodeser letbanen, men han mener samtidig, at aftalen mangler visioner og perspektiv på den længere bane, når det gælder trafikken i Østjylland.
"Det er supergodt, at aftalen sikrer yderligere millioner kroner til letbanen. Det betyder, at vi undgår en discountløsning. Letbanen er helt afgørende for at imødegå den stigende pendling ind og ud af Aarhus, som er en vækstmotor i hele det østjyske område. Men aftalen mangler visioner og perspektiv på den længere bane, når det gælder opgradering af den kollektive trafik i Østjylland, herunder de næste etaper af letbanen," siger Jan Ravn Christensen.