Fortsæt til indhold

Naturværket åbnet i Hinnerup

Tirsdag hævede gæsterne suppen og råbte hurra ved indvielsen af den gamle materielgård i Hinnerup

Samfund
Erling Baastrup

Det blev et tilløbsstykke, da Naturværket i Hinnerup blev indviet.
Naturværket på den gamle materielgård er et af kommunens aktivitetstilbud til voksne udviklingshæmmede og til sindslidende.

Bålhytten

Højt til loftet

Det blev til flere taler, mens man nød den varme og stærke suppe lavet i bålhytten.
Formanden for social- og sundhedsudvalget, Lone Glarbo, var glad for den nye model af saltlageret. Hun konstaterede sammen med andre talerer også, at der er stor aktivitet og højt til loftet: ”I laver mad, kløver brænde og leverer det til mange lokale. Nu har I også fået bærbuske, som sammen med andre planteprodukter kan sælges i jeres butik,” sagde Lone Glarbo.

Lone Glarbo ved mikrofonen.

Ny talerstol

Borgmester Nils Borring kunne konstatere, at den talerstol, Naturværket havde fremstillet til kronprinseparrets besøg for to år siden, ikke blev genanvendt. Nu var der sandelig produceret en ny – i jern.
”Store Robert gå hjem,” lød borgmesterens kommentar.
Han glædede sig også over, at der har været vilje til at bruge de gamle rammer til at lave noget nyt. Og at stedet er et udtryk for, at der bliver udfordringer for brugerne.
”Jeg glæder mig til at se, hvordan stedet udvikler sig,” sluttede Nils Borring.

Her var tidligere saltlageret.

Kommunal handlekraft

Også områdeleder Allan Fredsgaard Larsen havde roser med. Også til kommunen: ”Hører jeg mig selv sige ”kommunal handlekraft”? Ja, sandelig ja,” blev rosen formuleret.
Også en af brugerne, Thorbjørn, holdt en humoristisk tale, som sluttede med, at gæsterne råbte tre gange hurra. Opfordringen blev givet således: ”Lad os hæve suppen og råbe hurra.”
Stedet er løbende blevet ombygget, senest nu det gamle saltlager, der er blevet til et stort fællesrum med køkkenfaciliteter og ophold- og møderum. Det kunne gæsterne konstatere ved selvsyn under den efterfølgende rundvisning.

Områdeleder Allan Fredsgaard Larsen.
Suppen damper.