Fortsæt til indhold

Antallet af små virksomheder er nærmest eksploderet

Samfund
Peter Friis Autzen

En fremgang på over 50 procent på tre år. Det er niveauet i Videnpark Trekantområdet.
Stedet kan kaldes erhvervshus eller kontorhotel. Uanset betegnelsen lægger centret i Erritsø lokaler til 73 mindre virksomheder.
“I 2011 var tallet langt mindre. Faktisk helt nede i 40'erne,” siger husets daglige leder, Pia Mørk.
Huset havde høj belægning frem til finanskrisens nedslag i 2008, hvorefter tallet faldt og nåede bunden i 2011.
“Men nu er udviklingen vendt, og vi har omkring 90 procents belægning. Vi har kun otte af vores 89 lokaler ledige. Og til dem har jeg allerede fem virksomheder i pipeline, som overvejer at flytte ind,” siger Pia Mørk.
Hun foretager egentlig ikke opsøgende arbejde for at lokke virksomheder til huset.
“De henvender sig til os. Ofte vil de lige tjekke forholdende i resten af Trekantområdet, inden de beslutter sig. Men de vender næsten altid tilbage hertil for at etablere sig her,” siger hun.

Arbejdspladser og vækst

Videnparken rummer mange nystartede, men også etablerede virksomheder kan benytte sig af huset, hvor man køber sig til en fælles administration, reception og andet.
“Omkring 40 procent er iværksættere og nystartede. Resten er etablerede virksomheder, som blot har fordel af at bo her i et miljø, hvor man videndeler meget og inspirerer hinanden til vækst og fremgang,” siger Pia Mørk.
De 73 virksomheder har tilsammen cirka 140 arbejdspladser.
“Ikke alle de ansatte bor her i Fredericia Kommune. Men chancen for, at de flytter hertil er langt større, når deres arbejdsplads ligger her,” siger Pia Mørk og peger dermed på en af de effekter, kommunen håber at få ud af sin erhvervsfremmeindsats: Bosætning og skattebetalende borgere.
“Vi hjælper nystartede virksomheder i gang og får etablerede virksomheder til at flytte hertil. Når de har brug for at ansætte, hjælper vi dem med at finde lokale folk,” siger Pia Mørk.

Selvfinansierende

Videnparken Trekantområdet hører under Fredericia Kommune, men tjener sig selv ind, fortæller Pia Mørk.
“Vi driver forretningen som en virksomhed og undergraver ikke det øvrige ejendomsmarked. For eksempel er kvadratmeterprisen hos os tre gange så høj som ude i byen. Til gengæld kan de nystartede virksomheder komme billigt i gang og på sigt rykke ud på det øvrige, lokale ejendomsmarked,” siger hun.
Erhvervsformand: Super med vækst

Formand for byrådets Erhvervskontakt-udvalg, Pernelle Jensen (V), glæder sig over det markant stigende antal virksomheder i Videnpark Trekantområdet.
"Det er rigtig glædeligt og er udtryk for, at huset gør mange ting rigtigt," siger hun.
Pernelle Jensen håber, at de 73 virksomheder i Videnparken vil vækste, ansætte lokale og benytte lokale underleverandører.
"Det er altid en god start, at virksomhederne vælger at etablere sig i Fredericia," siger hun.
Pernelle Jensen og resten af udvalget arbejder på en ny erhvervsstruktur, der skal skabe yderligere vækst.