Han står for gaven til Dronningen
“Det er en kæmpe ære at lave kommunens gave til Dronningen,” siger den lokale keramiker Allan Hytholm
“Det er et kunstværk med mening. Resten er en hemmelighed indtil tirsdag.”
Den 67-årige Skenkelsø-keramiker Allan Hytholm holder kortene tæt inde til kroppen, når snakken falder på den gave, som Egedal Kommune vil afsløre og overrække til Hendes Majestæt Dronningen i forbindelse med næste uges besøg.
Opgaven med at fremstille byrådets gave til Dronningen fik Allan Hytholm i starten af året, da han blev kontaktet af borgmester Willy Eliasen.
“Det var en kæmpe ære at blive tildelt den opgave. Jeg blev meget beæret og skulle ikke bruge mange minutter på at takke ja. Jeg var heller ikke i tvivl, om jeg kunne løse opgaven,” siger Allan Hytholm, som grundet et langt sygdomsforløb kom sent i gang med gave-projektet.
“Jeg var syg i starten af året. Det var en rigtig hård omgang, og det satte mig tilbage i forhold til gaven og mit daglige arbejde som selvstændig keramiker. Tidspresset betød, at der ikke var plads til fejl. Jeg skulle lave det rigtigt i første forsøg. Det er heldigvis blevet vellykket, og jeg tilfreds med resultatet,” siger Allan Hytholm.
“Hvordan tror du, at Hendes Majestæt Dronningen vil tage imod gaven?”
“Forhåbentlig godt, men jeg er selvfølgelig meget spændt på hendes reaktion. For mig er det her virkelig stort. Først og fremmest fordi modtageren er selveste dronningen, men også fordi hun selv er meget interesseret i kunst. Hun er jo selv kunstner, og vi har kunsten til fælles. Det giver det hele lidt ekstra krydderi .”
“Er du selv royalist?”
“Ja, det vil jeg sige. Danmarks historie hænger sammen med kirken og kongehuset. Det skal vi værne om, for det er vores kulturskat. Jeg ser kongehuset som noget unikt, og den royale familie repræsenterer Danmark på flotteste vis.”
Allan Hytholm, der har en omfattende uddannelse indenfor keramik, blev uddannet på Den Kongelige Porcelænsfabriks udviklingsafdeling.
Her opnåede han en sølvmedalje for sit afgangsprojekt, og siden 1972 har han levet af sin kunst, hvilket har medført et værksted og galleri på adressen i Skenkelsø.
Gave til Frederik og Mary
“Gennem tiden har jeg lavet mange udsmykningsopgaver i både ind- og udland. Jeg har blandt andet lavet kunstværker i forbindelse med erhvervspriser og kirkeudsmykning,” siger Allan Hytholm, som faktisk tidligere har lavet et kunstværk til Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.
“Det skete i forbindelse med deres bryllup. Den daværende Ølstykke Kommune ville give en gave, og jeg lavede to skulpturer, som på en abstrakt måde var en inspiration til Frederik og Mary. Jeg kom dog ikke til at møde dem dengang, så mødet med dronningen ser jeg frem til,” siger Allan Hytholm, der sammen med sin kone Aud Hytholm er blandt gæsterne til middagen med dronningen.