Fortsæt til indhold

12.000 familier i Næstved Kommune kan spare 10.000 kr. om året

En ny undersøgelse slår fast, at flere tusinde enfamiliehuse i Næstved Kommune er klar til at blive energirenoveret. Samtidig tilbyder Nykredit og Sydbank ekstraordinært at reducere låneomkostningerne for de boligejere, der vil låne til at energirenovere.

Samfund
Arkiv

ENERGI Imens Energistyrelsens BedreBolig kampagne ruller over TV-skærmene i de danske hjem, har Næstved Kommune kigget lidt på tallene.
Ejerne af de 12.000 enfamiliehuse i den "energirenoverings-rigtige" alder, som er bygget før 1980 og som opvarmes med enten olie, el eller naturgas kan i gennemsnit spare 10.000 kr. årligt ved at energirenovere.
Det betyder en samlet besparelse på 112 mio. kr. Besparelsen forudsætter en gennemsnitlig investering på knap 50.000 kr. til primært efterisolering og udskiftning af vinduer - men skifter man for eksempel også oliefyret ud med en varmepumpe, kan man let opnå den dobbelte besparelse.

Det skal være let at beslutte sig

- Vi vil gerne gøre det let for boligejeren at tage det første skridt og derfor har vi aftalt med Husets Energi at stille deres online Energiberegner til rådighed for vores borgere frem til næste sommer.
Den henter selv data fra blandt andet BBR og giver et hurtigt overblik over, hvor i boligen det bedst kan betale sig at gå i gang med at energirenovere, fortæller Helle Juncker Hansen, Varmeplanlægger i Næstved Kommune.

Lokale virksomheder samarbejder

For at give boligejerne de bedste forudsætninger for at gå i gang med energiforbedring af boligen, er der skabt et samarbejde mellem forskellige virksomheder i Næstved.

- Det nye samarbejde betyder, at boligejere, der kontakter en BedreBolig-rådgiver, samtidig får adgang til fordele i et par af de lokale banker og hos et netværk af håndværkere, der står parat til at hjælpe.
Derudover tilbyder forsyningsselskaberne at betale boligejerne for hver kWh, de sparer ved en energirenovering. Det er en rigtig god deal, fortæller Carsten Rasmussen, borgmester i Næstved Kommune.
En af de virksomheder, der bakker op, er Nykredit.
- Nykredit er boligejernes bank, og det betyder alt omkring boligen og kundens liv. Derfor synes jeg, at det er et godt initiativ, der bliver taget med BedreBolig i Næstved.
Ved at samarbejde er vi med til at gøre det attraktivt for boligejerne at energirenovere - det sikrer boligens værdi fremadrettet og har stor betydning for familiens trivsel og velvære i hverdagen, siger Mogens Nielsen, Centerdirektør i Nykredit.

Kontante fordele

Helt konkret tilbyder Nykredit og Sydbank i Næstved at reducere låneomkostningerne med 2.500 kr. for de boligejere, der kommer med en BedreBolig-plan og vil låne til en energirenovering.
Derudover tilbyder NK-Forsyning og HMN Naturgas at betale et energisparetilskud over gennemsnittet som eksempelvist kan udløse et tilskud på op til 8.500 kr. ved at skifte oliefyret ud med en varmepumpe.
sl