Fortsæt til indhold

Roswater sikrer rent vand

Samfund
Af Søren Lindquist

IVÆRKSÆTTER Målet for virksomheden Roswater, da man etablerede sig tidligere i år var, at man med udspring i 20 års erfaring i vandbehandling og kvalitetssikring skulle bidrage væsentligt til at sikre rent vand ved at tilbyde markedet den rigtige teknologi og en professionel rådgivning.
Og i dag efter godt et halvt år kan man konstatere at det går godt.
- Vi har en metode til at bekæmpe Legionella i varmtvandsinstallationer, og det er noget vi oplever stor interesse for på markedet, fortæller Søren Andersen, som er direktør for Roswater.

Kamp mod Legionella

Med den nye metode bekæmper man Legionella i varmtvandssystemer på skoler, plejehjem og sygehuse, Det er især et problem på steder hvor beboere har et lavt immunforsvar, og derfor har svært ved at modstå en legionella infektion.
Udover at tilbyde innovative løsninger og bæredygtig teknologi, har Roswater også et omfattende program af kurser, der udbydes inden for faget.
Således afholder man kurser i vandhygiejne for driftspersonale der arbejder på et vandværk, ligesom at håndværkere også ofte er på skolebænken for at lære at holde styr på de krav der stilles til hygiejne på vandforsyninger m.m.
Og der hviles ikke på laurbærrene. Ifølge Søren Andersen, er det nødvendigt hele tiden at have fokus på de nyeste teknologier, så man sikrer en konstant udvikling.
Vandet er konstant udsat for risikoen for nye forureningskilder, og det at sikre en optimal vandkvalitet der blandt andet omfatter en grundig analyse af det enkelte vandværk, er en kontinuerlig udfordring i det moderne samfund, siger han.

Roskilde var et naturligt valg

At Roswater etablerede sig i Roskilde, var ifølge Søren Andersen et helt naturligt valg, idet man i forvejen havde flere kunder i Roskilde området. Og i dag er han glad for at valget faldt på Roskilde.
- Vi har fået stor hjælp og støtte som iværksætter her i Roskilde. Da jeg i sin tid mødte op med min taske i hånden hos i Roskilde Kommunes Erhvervsafdeling blev jeg rigtig godt modtaget. Herigennem blev jeg introduceret til arrangementer og inviteret med i netværk, og i det hele taget klædt godt på til at starte op.
Det gav et rigtig godt afsæt til vores etablering, og gjorde at vi kunne fokusere på vores kernekompetence, nemlig at sikre rent vand, fortæller Søren Andersen.