240 skriveborde til 300 medarbejdere
Der kan blive rift om skrivebordene, når det 'nye' rådhus i Værløse står klart i sommeren 2017.
Politikerne i Furesø har besluttet sig for at samle samtlige rådhusfunktioner i Værløse, og i den forbindelse skal rådhuset på Stiager bygges om og renoveres, så der kan blive plads til de godt 300 medarbejdere.
Men der kommer kun 240 arbejdsstationer på rådhuset. Arkitekter fra firmaet Signal har nemlig regnet sig frem til, at det er det antal arbejdsstationer, der er behov for.
Læs også: Se prisen: "Det koster det at ombygge rådhuset
En analyse fra Signal viser, at de faste arbejdsstationer i gennemsnit er i brug 52 procent af arbejdstiden, og at den maksimale benyttelse af de faste arbejdsstationer ligger på 71 procent i gennemsnit.
Derfor anbefaler arkitekterne, at der etableres færre arbejdsstationer, end der er medarbejdere på rådhuset.
Samtidig lyder anbefalingerne på, at der etableres velfungerende supportfaciliteter såsom stillerum, projektarbejdsrum og mødefaciliteter for at sikre et godt arbejdsmiljø.
OPDATERES Furesø Avis arbejder på at få en kommentar fra Furesø Kommune til historien