Fortsæt til indhold

400.000 kroner til detailhandlen i Favrskov

Hør peptalk fra detailhandelsekspert. Der er penge til byernes forretninger, hvis de selv kommer med udviklingsideerne

Samfund
Kian Johansen

Klapsalverne var høje efter at detailhandelseksperten Bruno Christensen Involver eller kapituler (åbner i nyt vindue) onsdag aften sluttede sit indlæg for over 100 fremmødte handlende fra Hadsten, Hinnerup og Hammel, byrødder og kommnale embedsmænd i InSide.
Forinden havde han givet detailhandlen i Favrskov en peptalk, der i den grad fik folk til at gå hjem med en god sitren i kroppen.
Nils Borring og kommunen vil give de tre største handelstandsforeninger et løfte på hver 100.000 kroner og har hyret Bruno Christensen til at rådgive foreningerne, om hvad de kan gøre for at fastholde butikkerne og dermed byernes puls.
Derudover ligger der yderligere 100.000 kroner til de resterende handelsbyer i Favrskov.

Udvikling af detailhandlen

Pengene gives ikke bare ud i det blå.
“Vi giver ikke pengene til fysiske forbedringer, men til et kvalitetsløft af servicen, for eksempel, eller efteruddannelse, det skal komme fællesskabet til gode og ikke kun en enkelt butik,” lød det fra Nils Borring.
Allerede to dage efter havde Bruno Christensen det første møde med Hammel Handel om mulighed for udvikling i handlen i Hammel og senere følger Hadsten og Hinnerups bestyrelser.
Når de gode ideer er klar til at blive udført, skal de præsenteres for byrådet, der derefter vil være klar til at bevilge pengene.

Detailhandelsekspert Bruno Christensen stillede en del spørgsmål ved om detailhandlen i provinsbyerne kan overleve, men gav også eksempler på, at det kan lade sig gøre, hvis alle gør en indsats. Foto Kian Johansen

Involver eller kapituler

“Ideen kommer faktisk fra byrådet, og det er lagt ind i budgettet, at vi skal give mulighed for fælles udviklingsfacilitter i detailhandlen og udvikle fællesskabet. Vi skaber rammerne, men løsningen kan vi ikke levere, det skal detailhandlen selv”, fortæller kommunaldirektør Jan Kallestrup efter en succesrig aften, hvor Bruno Christensen fik sagt det ret tydeligt:
Involver eller kapituler.
“Onlinehandel er den største trussel mod detailhandlen nogensinde. Det er med til at give en udfordring som man aldrig har oplevet før.”
“Jeg er sikker på, at hvis borgerne og kunderne fik præsenteret det samme budskab som I får her i aften, så vil de sige, at de ønsker at bo i en by med levende udvikling, men hvis de ikke handler hos detailhandlen, så dør den udvikling. Hvis du skal vende det, så skal du give kunderne et klart svar hvorfor man skal vælge at handle i netop din butik,” lød det, hvorefter han kom med en del konkrete råd til at løfte butikken op i detailhandlens og Favrskovs superliga.

Over 100 detailfolk fra Hammel, Hadsten og Hinnerup var dukket op for at høre hvad butikkerne kan gøre for at fastholde kunderne i Favrskov. Samtidig fik de et løfte om samlet 400.000 kroner med hjem til udvikling. Foto Kian Johansen
Nils Borring opridsede lige situationen, inden Bruno Christensen gik i gang. Foto Kian Johansen
Fælles gruppesnak efter oplægget, betød at folk blev godt og grundigt blandet, så der var personer fra alle tre byer i hver gruppe. Det gav gode samtaler og der blev lyttet til hinandens virkelighed. Foto Kian Johansen