Fortsæt til indhold

Bind dine ejendele godt fast

Der er mange ting man selv kan gøre når metrologerne varsler uvejr over kongeriget

Samfund
Peter Rasmussen

Danmark rammes hvert år af kraftige storme, som forårsager mange ødelæggelser på huse og ejendele. Mange af disse kunne imidlertid være undgået med lidt rettidig omhu.
Domea, der administrerer 38.000 boliger i Danmark, giver meget gerne gode råd:
“Spænd alle løse genstande fast, og gør det gerne allerede når kalenderen begynder at vise efterår. Så glemmer du det ikke,” hedder et af de gode råd.
“Grav eventuelt havetrampolinen ned i plænen. Så letter den ikke med fare for andres liv og helbred,” lyder et andet.
En indboforsikring er ikke ensbeydende med, at man får erstattet udendørs ejendele, så det kan godt betale sig at sikre de løse dele:
“Ifølge Forsikringsoplysningen får man hverken erstattet en bortfløjet trampolin eller ødelagte havemøbler, der er gået i stykker under en storm. Så bind dem godt fast,” anbefaler Domeas advokat Henrik Menden.

Fjern rådne træer

Rådne træer og løse grene er også anledning til mange stormskader. Derfor anbefaler Domea, at man tager en tur rundt i haven og ser om der er træer og grene man burde fjrene. Det er naturligvis heller ikke klogt at opholde sig under træer og grene imens stormen raser.
“Hvis et rådent træ vælter i stormen og forvolder skade hos din nabo, er det som udgangspunkt dit ansvar,” fortæller Henrik Menden, der anbefaler at man sikrer sig, at man er korrekt forsikret:
“Husk at også lejere i en almen boligforening skal være forsikret. Man er dog godt stillet i situationen idet alle skader på bygninger vil skulle betales af ejerens forsikringsselkskab,” siger Henrik Menden.