Jul med jul på i Den Gamle By
Oplev 400 års jul og julestemning og 50 års julekalendre i Den Gamle By
Der bliver rig mulighed for nostalgi og barndomsminder, når Den Gamle By udstiller lågekalendere, dukker og kostumer fra de seneste 52 år.
Man kan stå ansigt til ansigt med selveste Magnus Tagmus, komme helt tæt på beboerne i Vinterbyøster eller lade sig skræmme af nisserne Tim og Tam.
Det lidt yngre publikum vil måske få lidt mere ud af kostumerne fra 'Absalons Hemmelighed', Nissebanden og 'Jul på Slottet'.
Det bliver også muligt at stifte bekendskab med DR's nyeste skud på julekalenderstamme, der hedder 'Tidsrejsen'.
Stærk tradition for jul
For mange aarhusianere er et julebesøg i Den Gamle By nærmest også blevet en juletradition, og den nye udstilling er også en, man er glad for i Den Gamle By.
“Vi er et museum, der er stærk i Danmarks historie, og julen er en vigtig del af den historie. Vi har en juleinspektør, der året rundt arbejder med julen for at belyse julen fra nye vinkler.
Derfor er kalenderudstillingen også så god, for den viser en udvikling i julen over tid,” fortæller Merete Pallesen, der er pressekoordinator i Den Gamle By.
En udvikling i julen over tid er noget, der kendetegner Den Gamle By i julen, hvor julens historie fra 1625 - 1974 bliver fortalt i tableauer, der passer til husenes interiør og den tid, de skal afspejle.
“Der har været så mange traditioner gennem tiden, som vi ikke forstår i dag. For eksempel sov man, i 1625, på halm på gulvet julenat for at komme nærmere frelseren. Men det var ikke en tradition, der huede kirken, for der foregik lidt af hvert i høet,” forklarer Merete Pallesen.
Ingen lys i gaden
Den Gamle By bliver ofte mødt med spørgsmål om, hvorfor der ikke er pyntet op i gaderne i bindingsværksbyen.
“Vi må ofte forklare folk, at julen ikke var synlig i gadebilledet før år 1900. Og der var slet ikke den belysning, som vi har i dag, da de jo ikke havde elektricitet. Det er først, når vi kommer op i udstillingerne i 1927 og 1974, der kommer lys,” fortæller Merete Pallesen.
Jul i Den Gamle By foregår fra 15. november til 4. januar.