Fortsæt til indhold

Dige og mur kan sikre Jyllinge

Roskilde Kommune ser ud til at vælge to forskellige stormflods-løsninger for husene langs fjorden og Værebro Å

Samfund
Kenneth Tanzer

I starten af det nye år skal Roskilde Kommune vedtage en plan, der vil sikre husene i Jyllinge Nordmark mod en ny stormflod.
Og alt tyder på, at der kommer to løsninger i spil - én ud mod fjorden og en anden langs Værebro Å.
“Der arbejdes stadig på et fast dige langs Værebro Å, men ud mod fjorden regner jeg med etableringen af en mur, der giver mulighed for de såkaldte svinerygsplanker. Det er en løsning, som beboerne selv peger på,” siger Jeppe Trolle (B), der er formand for Klima- og Miljøudvalget i kommunen.
Tidligere har de ti grundejerforeninger i Jyllinge Nordmark stået sammen om et fast dige i fuld sikringshøjde, men ifølge Lokalavisens oplysninger, så er beboerne langs fjorden mere opsatte på en såkaldt mur-løsning eller en mindre dige-løsning i deres haver.
De fleste vil have fast dige
“Det har jeg ingen kommentar til. Jeg kan sige så meget, at langt størstedelen af grundejerne fortsat ønsker et fast dige, så man helt undgår en mobil dige-løsning. Det har ikke ændret sig,” siger Torben Møbjerg, der er formand for Grundejerforeningen Enggården og talsmand for de ti grundejerforeninger.
Mens det trækker op til et fast dige og en mur i Jyllinge, så vil Jeppe Trolle ikke udelukke forslaget fra Jyllinge-borgeren Sven Wulff, der i stedet for en dige-løsning langs å'en har peget på en sluse i udmundingen af Værebro Å.
“Sven Wulff har fremlagt en god og billigere løsning. Den er stadig med i vores overvejelser og kan måske tænkes ind i den samlede plan, men forslaget tager ikke højde for en regnvands-oversvømmelse i Værebro Å. Til gengæld er forslaget brugbart, når vi snakker en sikring mod en ny stormflod,” siger Jeppe Trolle, som møder opbakning fra Torben Møbjerg.
“Det er et sympatisk forslag fra Sven Wulff, men folk har ofte en tendens til kun at fokusere på stormflod. Vi beboere i den nord/østlige del af Nordmarken har flere problemer med oversvømmelser i Værebro Å. Derfor vil et dige langs å'en fortsat være meget vigtig for at sikre beboerne langs å'en tryghed i forhold til ekstremregn,” siger Torben Møbjerg.
Trods de forskellige løsninger, så er kommunen gået i gang med de tekniske undersøgelser og detailprojekteringen.
“Vi kører på og forventer en afklaring i januar eller februar, så området bliver sikret i løbet af foråret,” siger Jeppe Trolle, der ikke har opgivet en regional stormflods-løsning med Frederikssund.
“Den mulighed undersøger vi fortsat sideløbende med Jylllinge,” siger han.