Norsk militærkøretøj lavet om til den VILDESTE græsslåmaskine
Brian Petersen har af et norsk militærkøretøj skabt et biobæst. En slags græsslåmaskine med meget store muskler
Der er mange mærkelige skabninger i den danske natur, men Biobæstet er en af de mest underlige. Der er indtil videre kun en af sin slags, den har larvefødder og to dieselmotorer, og så spiser den siv, græs, små træer og andet guf på sin vej. Ja selv et grantræ på størrelse med et familievenligt juletræer kan den nemt vælte omkuld.
En græsslåmaskine af de mere barske af slagsen.
“Det er en tidligere norsk mortergranatkaster, som jeg købte og har lavet om til Biobæstet. Bagvognen er der, hvor granaterne lå, mens førervognen kunne huse seks soldater. Men nu er det blevet til et Biobæst, som kan bruges til naturpleje, hvor det er svært at komme frem,” siger Brian Petersen og smiler.
Brian Petersen bor selv på en nedlagt gård med masser af smuk natur at passe og pleje. Derudover er han projektleder i Vejle Kommune indenfor netop naturpleje. Så han ved alt om, at naturen skal holdes nede, hvis den ikke skal vokse sig over hovedet på os.
Og da han manglede en maskine, der kan holde lysåbninger i naturen nede, kunne han købe en. Eller bygge en selv.
“Lysåbninger skal holdes nede, og det er for eksempel køer eksperter i, men de kan ikke være over alt. Biobæstet er god til at nulstille naturen. Der er andre slags maskiner, der også kan, men biobæstet er mere nænsom, for den er delt i to. Og det betyder noget for nænsomheden,” siger manden bag Biobæstet, Brian Petersen.
Han har selv designet den specielle naturplejemaskine, for som han siger, han har diesel i blodet og elsker at rode med maskiner. Så nu har han bygget et biobæst.
“Folk synes godt nok, det er en lidt nørdet hobby, men når man får forklaret, hvad et biobæst egentlig kan, så giver det mening. Det er galskab, javist, men der er nu fornuft bag,” siger han og smiler atter engang.
Biobæstet er en prototype, men planen er, at der skal komme en forbedret Biobæst 2 engang. Tanken er, at den nye selv skal kunne samle op efter sig selv. Det afskårede græs og siv med videre er nemlig så smækfyldt med muligheder i form af biomasse til biogas-anlæg, at det kan bruges til at skabe varme og energi.
“Men så langt er biobranchen ikke endnu. Men det skal nok komme, og så giver det hele endnu mere mening, for så er der lige pludselig økonomi i naturpleje. Det er der ikke nu.
Brian Petersen sætter sig ind i Biobæstet og kører en runde til ære for fotografen.
“Det er sgu svært ikke at sidde og smile, når man kører i den her,” griner han.