Fortsæt til indhold

“Der skal være plads til den frie leg”

Skoler i Haderslev kommune holder fast i det klassiske frikvarter

Samfund
Mette Henriksen

Folkeskolereformen har ikke gjort skolernes bestræbelser på at skabe optimal læring gennem hele skoledagen mindre - tværtimod, så er flere af landets folkeskoler gået over til at erstatte det klassiske frikvarter, hvor børnene selv bestemmer, hvad de vil bruge deres krudt på, med de såkaldte fleksible pauser, som er lærerstyrede.

Nej til lærerstyrede frikvarter

Ordningen er der endnu ikke udbredt begejstring for på de skoler i Haderslev kommune, som Lokalavisen har været i kontakt med: Nej, nej og atter nej til lærerstyrede frikvarter har været den gængse udmelding her.
“Vi har da haft en debat om det i lærergruppen, men det er altså ikke noget vi har planer om at indføre her på skolen,” fortæller afdelingsleder på Starup/Øsby Skole, Olaf Hansen.
“Allerede inden folkeskolereformen har vi dog arbejdet med legepatruljer, som de ældste elever står for. Ordningen er dog mere sat i værk for, at alle børn får leget, end for at styre børnenes leg. Der vil altid være nogen børn, som har det lidt svært med at finde legekammerater, og det tages der hånd om i legepatrulje-frikvartererne, som ligger tre gange om ugen,” siger han og tilføjer:
“Personlig synes jeg, at der skal være plads til rigelig med fri leg i frikvarteret. Det er godt for børnene at lege på egen hånd, og det udvikler dem.”

Udendørs læringsmiljø

Heller ikke på Gram Skole har man intentioner om at pille ved det klassiske pusterum for børnene.
“Her på skolen afholder vi frikvarterer på klassisk vis, hvor der i skolens to store pauser er voksen tilsyn,” siger Nina Juhl fra Gram Skole.
“På skolen arbejdes der med, at vi fremadrettet får skabt et udendørs læringsmijø, der også kan bruges i frikvarterene. Gram Skole har derfor søgt og fået tilført ekstra midler fra Haderslev kommune til legepladsen og det udendørs læringsrum.”