Fortsæt til indhold

For lang ventetid på køreprøve

Elever og kørelærere fortæller om lange ventetider på køreprøver. Politiet er presset, men kan ikke genkende problemet

Samfund
Peter Friis Autzen

“Tillykke, du har bestået teoriprøven. Så nu skal tilbage i skolevognen.”
Sådan lyder beskeden til mange unge i Vejle og omegn, som i denne tid består teoriprøven og gerne vil have fat i et kørekort.
Ventetiden på at komme til en praktisk køreprøve er usædvanlig lang for tiden, lyder det fra kørelærere og elever. Så lang, at eleverne må investere i ekstra køretimer for at holde rutinen ved lige inden prøven. Og det er uheldigt, mener Vejle og Omegns Kørelærerforening.
“Lige nu er der fem ugers ventetid mod normalt en eller to uger. I mellemtiden har eleverne typisk brug for en køretime hver eller mindst hver anden uge for at holde rutinen ved lige. Og det koster dem en hel del penge,” siger foreningens næstformand, Malene Nygaard Christensen.
Prisen på en køretime svinger fra køreskole til køreskole, men mange steder ligger den mellem 400 og 550. Dermed kan fem ugers ventetid koste eleven omkring 2.500 kroner.
“Det er ærgerligt, at de skal vente og betale så meget,” siger Malane Nygaard Christensen.

Uddannelse

Hos Sydøstjyllands Politi er man presset på ressourcerne, fordi en del af de prøveansvarlige motorsagkyndige er på kursus og efteruddannelse. Men Jesper Engelund, der er daglig leder af Trafiksektionen, kan ikke genkende påstanden om ventetider på over en måned.
“Vi har ledige tider allerede inden for få dage, og der er meget sjældent over tre ugers ventetid. Men jeg erkender, at der ikke er så mange forskellige tider at vælge mellem,” siger han.
Politiet opdaterer ventetiderne hver uge og forsøger at sætte folk af i takt med behovet.