Asylcenter i Voldby, men ikke i Georgsminde og Rimsø nu
Udlændingestyrelsen har meddelt, at man ikke er interesseret i at oprette asylcenter i Georgsminde og Rimsø nu
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt fik her i aften besked fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt man vil etablere asylcentre på den tidligere håndarbejdsskole i Georgsminde og på plejehjemmene i Voldby og Rimsø.
Dette er, hvad der vil blive arbejdet ud fra:
Georgsminde:Udlændingestyrelsen er ikke på nuværende tidspunkt interesseret i at leje Georgsminde. De vil ikke afvise, at de en anden gang retter henvendelse til Norddjurs Kommune om leje af bygningen. Men der bliver altså ikke et asylcenter eller børne- og ungecenter I Georgsminde nu.
Rimsø:Udlændingestyrelsen er ikke på nuværende tidspunkt interesseret i at leje Rimsø Plejecenter. De vil ikke afvise, at de en anden gang retter henvendelse til Norddjurs Kommune om leje af bygningen. Men der bliver altså ikke et asylcenter i Rimsø nu.
Voldby:Udlændingestyrelsen ønsker at leje Voldby Plejecenter til cirka 60 asylansøgere. Der er tale om familier, enlige og nogle der har brug for særlig ro. Udlændingestyrelsen vil samtidig gerne tale med kommunen om, hvordan skolen i Voldby kan anvendes til undervisning og administration for Dansk Røde Kors. Lejeaftalen går frem til 31.12.2015, med mulighed for forlængelse. Forinden aftalen eventuelt forlænges, vil der blive afholdt et borgermøde.
Indflytning i Voldby sker umiddelbart efter afholdt borgermøde. Der bliver borgermøde i Voldby onsdag 22. oktober klokken 19.
Jesper Kaas Schmidt oplyser videre, at Udlændingestyrelsen vil udvide det nuværende asylcenter i Grenaa med yderligere pavilloner.