Fortsæt til indhold

Det er jo sådan, jeg ser ud

Marlene Baatz viser sine kræftar frem for at andre unge kræftramte skal få det bedre med deres kroppe. Samtidig venter hun besked om, hvorvidt hendes egen kræft er tilbage. Marlene Baatz er modtager af Zonta og Lokalavisen Esbjergs Opmuntringspris 2014.

Samfund
Louise Ritter

Impulsiv fest på den lokale bodega med et hold gode venner.
Det er ikke helt sådan, at den 27-årige Karsten og 25-årige Marlene Baatz har forestillet sig at fejre deres bryllupsdag, men en diskusprolaps i Marlenes nakke har spændt ben for drømmen om det helt store bryllup. Men papirerne skal de have, for med to små børn og nylig status som husejere er den slags god vestjysk snusfornuft.
De giver hinanden deres ja hjemme i haven i juni sidste år. Og de lover at leve sammen i medgang og modgang. Netop som løftet er givet, kigger Marlene Baatz på sin mand og siger:
“Modgang kommer der forhåbentlig ikke ret meget af.”
Fire dage senere opdager hun en knude i sit venstre bryst. Hun er ikke i tvivl, og bare 13 dage efter at have skiftet status fra frøken til fru får hun også status af kræftpatient. Ung brystkræftpatient med spredning til lymferne. Lægerne melder ud, at hun skal have hele pakken: Kemoterapi, operation og stråler.
Der står kleenex på bordet, da lægen overbringer beskeden, men hverken hun eller Karsten gør brug af dem. Kræften er en udfordring de skal igennem, så de kan leve det liv, de har drømt om i deres nyistandsatte hus på landet med deres to børn på to og fem år og frugttræer og dyr i baghaven.
Heller ikke beskeden om, at Marlene er bærer af det frygtede Brca-gen, der betyder, at hun med stor sandsynlighed vil udvikle kræft igen, kan for alvor slå dem omkuld. Kampen er i gang, og den 17. december 2013 får Marlene fjernet begge sine bryster.

Erkendelsen af nuet

Siden operationen har to aftagelige proteser gjort det ud for bryster af den slags som venner, der kigger forbi, sagtens kan blive mødt af på køkkenbordet eller finde liggende i sofaen. Hun har absolut intet at skjule. Tværtimod deler hun gerne sine bryster, eller manglen på samme, med folk omkring hende. Lige siden operationen har hun ikke tøvet med at hive op i blusen for at vise sine ar frem.
“Det har været vigtigt for mig at lære at elske min krop igen. Nogen har måske egentlig slet ikke haft lyst til at se det, men det har hjulpet mig rigtig meget til at erkende, at det jo er sådan, jeg ser ud i dag. Og det har virket. Jeg har det rigtig godt med min krop, og kigger både på mig selv i spejlet og går også stadig i bad med min mand,” siger Marlene Baatz, der den seneste tid også har vist sin nøgne overkrop frem i Ung Kræfts kampagne 'Del dit ar'.
Kampagnen har kørt på de sociale medier. 1,3 millioner danskere kigget forbi på Facebook, og 248 kræftramte unge har delt deres ar på Instagram.
Med sit stærke, men samtidig også skrøbelige billede af sin nøgne overkrop, blev den unge esbjergenser hurtig genstand for stor opmærksomhed, og i sidste uge blev hun hyldet for sit mod af kvindeorganisationen Zonta og Lokalavisen Esbjerg, der har valgt Marlene Baatz som modtager af Opmuntringsprisen 2014.
Hun får den for alt det, hun selv har været - og er - igennem, men mest for sit overskud til at hjælpe andre unge kræftramte som leder af Ung Kræfts nystartet afdeling i Esbjerg og ikke mindst sit stærke, personlige bidrag til ar-kampagnen.
“Jeg har absolut ingen betænkeligheder haft ved at dele mine ar. Jeg har gjort det i håb om, at dem der sidder derhjemme og er kede af, hvordan de ser ud, giver sig til at leve deres liv igen. Som kræftramt er der så meget andet at være ked af,” siger Marlene Baatz.

Med en hjælpende hånd fra Kræftrådgivningen i Jyllandsgade lykkes det Lokalavisen og Zonta Esbjerg at overraske Marlene Baatz med årets Opmuntringspris. Med prisen følger 5.000 kroner. Zontas Karen Volche (t.v) er den glade prisoverrækker. Foto: Louise Ritter

Angsten rammer hårdt

Det er i februar i år, at hun selv for alvor vælter omkuld. Bag hende ligger otte kemobehandlinger og brystoperationen og forude lurer afslutningen på de 25 strålebehandlinger. Undervejs er der grædt tårer, og kemoen har været hård ved hele den lille familie, men det er ikke at måle med den angst, der sætter ind, da behandlingen nærmer sig sin afslutning.
“Når man står midt i kampen, og det kører derudaf med behandlinger, følger man bare med, men når der pludselig bliver tid til at tænke, kommer angsten. At få psyken med i hele processen har været det allersværeste,” siger Marlene Baatz.
I dag er angsten allestedsnærværende. Om mindre end en uge skal hende og Karsten møde på sygehuset. Marlene har en knude i halsen, men fordi den sidder, hvor den gør, kan lægerne ikke foretage en biopsi, så derfor har svaret været længe undervejs.
Igen er hun ikke selv i tvivl. Karsten er sej. Faktisk megasej ifølge sin kone. Men uvisheden er hård ved ham. Han vil gerne vide besked, men stod det alene til Marlene kunne hun vente med svaret til næste år.
“Da lægerne sagde, at de hverken kan gøre fra eller til, fordi knuden sidder hvor den gør, har vi besluttet at leve de seks uger, som om jeg er rask. Jeg tænker, at det giver mig seks uger mere som rask, inden kampen begynder igen.”
Det er lettere sagt end gjort, for angsten fylder 99 procent af alting. Døden frygter hun egentlig ikke på egne vegne, men tanken om at det faktisk er indenfor rækkevidde, at hendes børn skal vokse op uden hende er ubærlig.
Her er facebook-siden, du er nødt til at synes godt om

Marlene Baatz forsøger at leve hver dag som rask i disse hårde uger, hvor hun sammen med sin familie venter på besked om, hvorvidt kræften er tilbage.