Fortsæt til indhold

Lider af både stress og præstationsangst

Man skal være på hele tiden og afleveringsmængden er massiv. Det giver stress, søvnbesvær og præstationsangst

Samfund
Rune Weitling

Det er to usædvanligt ærlige unge kvinder, som Lokalavisen Esbjerg møder til en snak inden foredraget med Thomas Pape på Esbjerg Gymnasium.
Ingen af dem lægger skjul på, at det er stressende at være ung gymnasielelev i dag. Eller måske rettere; være ung i dag.
“Man skal bare være på hele tiden. På i gymnasiet, på på Facebook og på i hverdagen. Og når man gerne vil have gode karakterer for at komme ind på sin drømmeuddannelse, er der bare et konstant pres,” fortæller Lea Maria Bernberg, der går i 2.G på Esbjerg Gymnasium.
“Vi ved selvfølgelig godt, der er meget at lave i 2.G, men nogle gange har vi fem afleveringer på en uge, og man bruger altså rigtig meget af sin tid og mange af sine weekender på dem, for vi skal jo gerne have gode karakterer for at komme ind på vores drømmestudie. På den måde er det jo også samfundet, som er med til at lægge et pres på os, for man vil jo også gerne have, at vi tager en videregående uddannelse bagefter,” fortæller Ditte Christensen, der gerne vil være arkæolog, mens Lea går efter en tilværelse som psykolog efter gymnasietiden.

Angst og søvnproblemer

Selv om de begge erkender, at de lægger et stort pres på dem selv, så føler de også, at der er et pres fra omgivelserne.
“Selv om mine forældre ikke siger, at de forventer, jeg får høje karakterer, så kan man godt mærke et pres,” fortæller Ditte, mens Lea stemmer i:
“Ja. Altså de gør det jo ikke for at genere, men man fornemmer hele tiden, at fordi man fik høje karakterer i folkeskolen og i 1.G, så forventer de, at det bliver ved, men det er bare meget sværere at få dem i 2.G. Men jeg vil jo også selv have de høje karakterer, fordi de er vigtige for mit snit, når jeg skal søge ind på psykologi,” siger Lea, der også har oplevet fysiske problemer som følge af den stress, hun føler hun oplever på gymnasiet.
De to piger er langt fra de eneste, der døjer med disse problemer i deres klasser eller på gymnasiet, men man taler ikke højt om de reelle problemer, man konstaterer højst, at man føler sig stresset. Sådan er det bare, lyder det.
“På et tidspunkt endte jeg med at være depressiv og lide af præstationsangst. I dag taler jeg meget med studievejlederen om tingene, men det var jeg også ret nervøs for i starten. Jeg sover stadig dårligt om natten,” fortæller Lea, mens Ditte ikke har oplevet helt så slemme symptomer, men også lider af dårlig søvn samt besvær med at koncentrere sig.
“Når jeg eksempelvis skal lave lektier derhjemme, skal der være helt ro. Det betyder, at jeg ofte sidder sent på aftenen og laver dem. Og så er jeg nødt til at lade min telefon blive inde i stuen, mens jeg laver lektier inde på mit værelse. Ellers bliver jeg for forstyrret hele tiden.”

Parallelt liv på Facebook

Netop det parallelle liv, der leves gennem telefonen på sociale medier som Instagram og Facebook, fylder også meget i de unges liv i dag.
“Jeg laver egentlig ikke mange statusopdateringer, men jeg skifter regelmæssigt profilbillede. Og der går man selvfølgelig op i, hvor mange 'likes' man får på sit nye billede. Hvert like føles som en anerkendelse,” fortæller Lea, mens Ditte fortsætter:
“Det er jo et selvtillids-boost. Men det kan også virke omvendt, hvis en anden pige så er utilfreds, hvis hun 'kun' har fået 76 'likes', mens man selv måske har fået det halve.”
Men har I ikke selv et ansvar for at sige fra, hvis I får det dårligt over det pres, I lægger på jer selv ved hele tiden at skulle være på på de sociale medier?

“Jo, men det er svært at sige fra. Man vil jo gerne være en del af fællesskabet også,” siger Lea, mens Ditte fortæller:
“Der er da klart et pres ved at skulle være til stede der også. Men det forventes ligesom bare i dag.”

Individuelle snakke

Hverken Lea eller Ditte føler, at der bliver talt særlig meget om det at være ung og stresset, selv om mange rent faktisk går rundt og er pressede dagligt.
“Man siger, det går fint, selv om man udemærket ved, at det gør det ikke,” siger Ditte, mens Lea forklarer, at “sommetider snakker man lidt om det indbyrdes, men ikke på klassen.”

Men hvad skal der så til for at ændre det her, når så mange åbenbart lider af både stress og et voldsomt pres fra både sig selv og omgivelserne?

“Det er svært at sige. Men nogle individuelle samtaler med underviserne ville virke bedre end en snak på klassen, tror jeg. Der er der ikke mange, som vil sige, at de føler sig presset,” siger Lea, mens Ditte nikker og er enig:
“Det ville måske tage lang tid, men det tror jeg også ville give en bedre trivsel. Det er som om, at alle føler det, men ingen rigtig tager fat og snakker om det.”