Fortsæt til indhold

Flere tusinde kvinder genindkaldes til mamografi

8.771 kvinder blev udmeldt af mamografiprogram. Nu ændrer Region Syddamark praksis

Samfund
Mikkel Hansen

7.223 kvinder i Regions Syddanmark får i den kommende tid en indkaldelse til mammografiscreening.
De var ellers meldt ud af regionens mamografi-program, fordi de ikke havde reagereret på tre invitationer til screening.
Men den praksis har regionens egne jurister nu kaldt "uhensigtsmæssig", og derfor bliver de udmeldte kvinder nu geninkaldt.
Det drejer sig om kvinder, der i perioden 2008-13 ikke har fået et regelmæssigt tilbud, sådan som 50-69-årige kvinder ellers skal have hvert andet år.
Frem til 2013 meldte regionen kvinder, der ikke reagerede på den første invitation og de to påmindelsesbreve med nye tider, ud af mammografiscreeningsprogrammet.
"Vi har tolket kvindernes manglende fremmøde som om, de ikke ønskede at være omfattet af screeningsprogrammet. Det har aldrig været vores intention at fratage kvinder, der gerne ville undersøges for brystkræft, muligheden for en screening. Vi beklager meget, hvis det er sket. Derfor sætter vi også alle kræfter ind på at informere de berørte kvinder om, at de kan få en hurtig tid til screening eller kan søge erstatning, hvis de har fået brystkræft," siger direktør Per Busk, Sundhed, Region Syddanmark.
Alle berørte kvinder kan forvente at få et brev fra Region Syddanmark i uge 47.
64 kvinder med brystkræft får besked om, at de har mulighed for at prøve deres sag hos Patienterstatningen. Det samme gælder de nærmeste pårørende til 22 kvinder, der er døde med brystkræft. De kan søge erstatning, da det ikke kan udelukkes, at kræftsygdommen måske kunne have været opdaget tidligere, hvis kvinden var blevet indkaldt til regelmæssig mammografiscreening.
Proceduren med at melde kvinder ud af programmet stammer fra Fyns Amts tid. Den procedure blev videreført af Region Syddanmark, men i mellemtiden var tilbuddet om screening blevet ophøjet til lov, og derfor er regionens praksis problematisk.
"Hver gang en kvinde ikke er mødt op til screening – det vil sige tre gange – har der stået medarbejdere klar til at tage imod hende. Derfor var det naturligt for os at bruge ressourcerne mere optimalt til glæde for kvinder, som gerne ville til. Men det er klart, at vi retter ind og retter op nu, hvor regionens jurister vurderer, at vi har haft en uhensigtsmæssig praksis," siger Per Busk.
I dag får alle kvinder mellem 50 og 69 år tilbudt screening hvert andet år, med mindre de selv aktivt framelder sig programmet.
På www.rsyd.dk/manglendeindkaldelse er der flere informationer om bl.a. screening