Løsning på vej i Skåde
Kommunen indkalder utilfredse Skåde-borgere til dialogmøde
Et møde torsdag skal finde en midlertidig løsning på trafik-problemerne i Skåde.
Efter fire uger med markant øget trafik gennem boligkvartererne efter genåbningen af Moesgaard Museum, bliver de berørte fællesråd, grundejerforeninger og institutioner nu indkaldt til møde med forvaltningen.
En melding der vækker glæde hos den nydannede trafikgruppe i Skåde, som repræsenterer mere end 400 parceller og som i sidste uge sendte klagebrev til rådmanden.
“Vi er forventningsfulde og tror på, at kommunen har en god løsning med til os, for der skal ske noget nu,” siger Werner Kaihøj, der er talsmand for trafikgruppen.
Grundejerforeningen Sandmosevej 18A-24G, der repræsenterer 25 husstande på Sandmosevej, deltager også i mødet.
De er imod at genåbne Sandmosevej, som ellers er et krav fra trafikgruppen.
“Vi tager klar afstand fra at åbne Sandmosevej. Vi synes ikke, der er kaotiske trafikforhold. Jo, der er problemer især om eftermiddagen og i weekender, men jeg har ikke oplevet kaos,” siger Henning Møller, der bor på Sandmosevej 24G.
Men der er vel ingen, der vil have trafik i deres baghave?
“Vi har fået mindre trafik, og det er da rart. Men vi er også imod en genåbning, fordi det vil gå helt galt på Oddervej. Allerede før Moesgaard Museum åbnede, havde man planer om at lukke vejen. Den er ikke bygget til så meget trafik,“ mener Henning Møller.
Flere år med lapperier
Rådmand Kristian Würtz deltager ikke i mødet på torsdag, men anerkender, at der er et problem.
“Jeg så da hellere, at en vej var på plads nu. Der vil jo desværre være midlertidige løsninger i nogle år frem. En vvm (vurdering af virkninger på miljøet, red.) er tidligst færdig i 2016, derefter skal man først i gang med at bygge en ny vej til Moesgaard Museum. Det har lange perspektiver, men sådan er virkeligheden desværre,” siger rådmanden, der ikke er hverken for eller imod nogle af løsningerne.
“Jeg synes ikke, det er afgørende, om den ene vej spærres eller ensrettet, det afgørende er, at det fungerer. Vi laver hele tiden trafikmålinger, som vi vil kunne vise borgerne til mødet og omvendt vil vi få deres input. Så må vi løbende justere løsningerne,” siger rådmanden.
En ellers vedtaget ny vej til Moesgaard Museum blev sidste år stoppet, da Danmarks Naturfredningsforening klagede og dermed blev dispensationen fra Fredningsnævnet trukket tilbage.