Fortsæt til indhold

Studerende hjælper Arla

Erhvervsakademi Aarhus i Viby har hjulpet otte virksomheder heriblandt Arla med at løse udfordringer

Samfund
Camilla Olesen

350 studerende på Erhvervsakademi Aarhus har i tre dage hjulpet otte forskellige virksomheder med at løse problemstillinger.
Arla var én af de virksomheder, og her var 'Arla Yoggi,' i fokus. Den skal gøres mere praktisk og lige til at spise, når man er på farten.
“Det er besværligt at få den tynde plastikhætte revet af bægret, uden at yoghurten svirper ud på hænder, og hvad der ellers er omkring en. Det kan også være lidt af et projekt at få skeen under müslien ud af pakken. Yoghurtbægret skal derfor nytænkes,” siger innovationsmanager Pia Rasmussen Bødker fra Arla Foods i en mail til Lokalavisen.
En gruppe af elever arbejdede med yoghurtbægret, mens andre elever hjalp blandt andet NorthSide og Jiffyplanter A/S.

Yoghurtvinderne

De 350 studerende har alle deltaget i Danmarks største, tværfaglige innovationsforløb på en videregående uddannelse.
“Det er sjovt at arbejde med virkelige udfordringer. Vi har hver vores vinkel på tingene og forskellig viden at byde ind med. Det kommer der flere idéer ud af, end hvis vi havde haft samme erfaring,” siger multimediedesignerstuderende Bogdan-Cosmin House, der var med på yoghurtholdet.
Sammen med Krists Krievins og Ohtman Ibrahim Amin vandt han for den bedste idé, som borgmester Jacob Bundsgaard (S) uddelte.

Realiserbar løsning

“Grupperne havde virkelig kigget udenfor de eksisterende løsninger. Vindergruppen havde fundet en helt ny og formentlig direkte realiserbar emballagemodel med stor innovationshøjde,” siger innovationsmanager hos Arla Foods, Pia Rasmussen Bødker.
Det virkede også som om, at vindergruppens bud på en løsning var god, for de testede den på flere af de andre studerende og fik positiv respons.