Fra fængselscelle til alterbord
Benny Blumensaat skiftede retning i livet
Benny Blumensaat boede i Vivild, da han var barn. Han kommer torsdag 6. november klokken 19 til Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole med beretningen om sit vilde ungdomsliv med alkohol og kriminalitet og om sin vej til den katolske kirke, hvor han nu er præst i Esbjerg.
I forbindelse med afsoningen for blandt andet pyromanbrande og biltyverier var Benny Blumensaat i en periode indlagt på Risskov Statshospital. Her skete noget, som kom til at forandre hans liv fuldstændigt. Det fortæller han nærmere om. Han peger desuden i sit foredrag på faresignaler til begyndende misbrug. Endvidere fortæller han, at der er håb om redning for dem, der allerede er på vej ud i misbrug.
Arrangørerne har valgt at deltagelse skal være gratis, og der bydes på en kop kaffe.
Arrangementet er et samarbejde mellem Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole, Vivild Borgerforening, Dagli'Brugsen i Vivild samt Vivild menighedsråd.