Fortsæt til indhold

Rydning af sne trods konkurs

Flere afløsere for LK Gruppen har allerede meldt sig klar hos kommunen

Samfund
Frank S Pedersen

Administrationen i Gribskov Kommune har fået travlt med at finde afløsere, der kan tage sig af de kommunale opgaver, som konkursramte LK Gruppen havde.
LK Gruppen har tidligere været en af kommunens helt store samarbejdspartnere i forbindelse med vej- og parkopgaver, men fik ikke del i den seneste udlicitering på området. Der er dog stadig gældende kontrakter med firmaet. På grund af årstiden, er fokus i første omgang på snerydningsopgaverne.
“Men de har kun en lille del af snerydningsopgaverne, det drejer sig om to traktorruter og nogle mænd, der skovler sne på steder som trappen foran rådhuset”, fortæller fagchef Christian Sabber Jensen fra kommunens tekniske afdeling.
“Når LK Gruppen ikke kan opfylde kontrakten mangler vi jo nogle til at gøre arbejdet. Men vi er ved at stable noget på benene, og der er allerede mange, der har henvendt sig, så nu gennemgår vi henvendelserne”, fortæller fagchefen.
Han gør opmærksom på, at kommunens snerydning er udliciteret til mange forskellige entreprenører, så lokale vogn- og landmænd kan være med. Det letter også opgaven med at finde afløsere efter en konkurs.