Pengene er små og stoltheden stor
”Jeg ville bruge flere timer på selv at finde en løsning, frem for at bede om hjælp,” siger Allan Lund
”Du kan sagtens spørge naboen om du kan låne en skrue eller en kop sukker, hvis du lige står og mangler, men det er unormalt, hvis du spørger om et måltid mad.” fortæller Allan Lund fra Voldum, der er modtager af Del Maden, fordi han ikke har så mange penge til mad.
Allan Lund er kontanthjælpsmodtager og midlerne er små.
”Man må spare hvor man kan, det er blot et spørgsmål om prioritering” siger den stolte og hjælpsomme mand, der samtidig har lidt svært ved selv at spørge om hjælp.
Stolt og hjælpsom
”Hvis jeg for eksempel så min nabo stå og bakse med en trærod der skulle læsses, så ville jeg springe ud for at hjælpe,” forklarer han og fortsætter:
”Men var det derimod mig der stod med træroden, så ville jeg bruge flere timer på at finde en løsning til at få den læsset, frem for at bede om hjælp.”
”Byg med genbrug” er Allan Lunds motto, han har hænderne skruet rigtig på, og når han ikke har råd til materialer, så genbruges dét der kan genbruges. Han har for eksempel bygget tørrestativ, dueslag, hønsehus med legetårn og diverse blomsterkasser med mere, af gamle gratis europaller.
”Har man ikke det man skal bruge, så må man bruge det man har,” fortæller han stolt mens han fremviser sine genbrugs kreationer.
Fokus på tabu-emne
Allan Lund har haft mange overvejelser om hvorvidt han skulle stå frem i avisen og fortælle hans version som modtager.
Men samtidig er det også vigtigt for ham at få fokus på dette tabubelagte emne.
For som han siger ”Man bliver ikke selv større af at gøre andre mindre.”
Under fremvisningen af Allans genbrugshave, kommer Jørgen Mathiesen forbi.
Han er iværksætter for Del Maden, og han kommer for at videregive pakken med mad og andre nyttige ting.
Da pakken bliver overgivet smiler Allan Lund, for nu kan han klare sig lidt igen.
Tidligere har Allan Lund arbejdet som entreprenør med eget firma, men mistede sin far og søster i et trafikuheld, et par år senere mistede han også sin mor der kæmpede mod kræft, og dagen efter moderens bortgang røg kørekortet.
Da kørekortet røg, mistede han jobbet som lastbilchauffør og måtte på dagpenge.
To år efter var han stadig uden arbejde og blev smidt videre i systemet.
I dag er han jobsøgende på serviceholdet, der er et straks-aktiverings tilbud ved Favrskov kommune.