Fortsæt til indhold

Endnu et år før Harlev-drivhuse forsvinder

Der kommer boliger på den gamle drivhusgrund på Ketting Parkvej i Harlev, men det har fortsat lange udsigter

Samfund
Christina S. Johansen

“Når det gælder kommunen, skal man væbne sig med tålmodighed.”
Sådan lød det tilbage i december 2012 fra Jens Jørgen Dyrbjerg, ejeren af drivhusgrunden på Ketting Parkvej i Harlev, da Lokalavisen Aarhus Første gang snakkede med ham om forvandlingen af drivhusgrunden til et nyt boligområde.
Og man må sige, at han har ret. For de enormt faldefærdige drivhuse står stadig og forfalder på stedet.
Og det kommer de i øvrigt til i formentlig et års tid endnu.
Kommunen har modtaget første udkast til lokalplanen, som netop har været i en såkaldt stjernehøring hos forskellige instanser i kommunen. Først herefter får den et lokalplannummer og får sat en tidshorisont på, forklarer Randi Nørgaard, der er arkitekt i Center for Byudvikling og Mobilitet i Aarhus Kommune.
Hun understreger, at hun derfor ikke kan sige noget om, præcis hvornår der kommer en endelig afgørelse for drivhusgrunden i Harlev, men hun fortæller dog, at en standard tidsplan, fra en lokalplan har fået et nummer, er på 10-12 måneder.
“Det er selvfølgelig træls, at det tager så lang tid, men hvis ikke man har tålmodighed, skal man slet ikke beskæftige sig med sådan noget,” siger Jens Jørgen Dyrbjerg, der ejer drivhusgrunden sammen med sin bror Henrik Dyrbjerg.

Sagen er trukket ud

Randi Nørgaard fortæller, at tidsforløbet for Ketting Parkvej ikke er helt typisk:
“Normalt tager det ikke helt så lang tid. Men der har blandt andet været noget ekstra arbejde med at få en cykelsti placeret, som har kostet ekstra tid.”
Hun forklarer, at når stjernehøringen er slut, indstilles den færdigbearbejderede lokalplan til byrådet, som sender den i offentlig høring i otte uger. Derefter ryger den igen i byrådet, som så vedtager den.

“Det ser forfærdeligt ud”

På grunden kommer der efter planen 23 villaer og 12-13.000 kvadratmeter tæt/lav bebyggelse.
Både Jens Jørgen Dyrbjerg og Arne Nielsen, formand for Harlev Fællesråd, ser i den grad frem til at få drivhusene væk.
“Processen føles som meget lang. Så nu kan det ikke gå for hurtigt med at få fjernet de grimme drivhuse. Det ser forfærdeligt ud! Vi havde gerne set, at det var gået hurtigere, men sådan noget tager tid,” siger Arne Nielsen.