Når konkurrenter mødes
Ved du, hvad du må – og ikke må – tale med dine konkurrenter om, når I mødes i brancheforeningen? Risikoen for at overtræde konkurrenceloven kan være stor, når du mødes med dine konkurrenter.
KONKURRENCELOV : - Er priserne ikke lidt lave for tiden? Vi tænker på at hæve vores priser med 15 procent. Hvordan ser det ud for jer andre?
Ulovlig informationsudveksling og aftaler mellem konkurrenter kan opstå i en pause under et kursus, hvor virksomhederne i branchen alligevel er samlet. Aftalerne kan laves i din brancheforening eller blot komme i stand over en kort telefonsamtale, som i udgangspunktet handlede om noget helt andet.
Det kan også være brancheforeningen selv, der går for langt, når den udsender information til medlemmerne.
I Danmark har virksomheder på godt og ondt en lang tradition for at tale sammen – blandt andet i brancheforeninger. I nogle brancher hører vi udtrykket ”konkollega” – man er både kollega og konkurrenter.
Brancheforeninger spiller en vigtig rolle i samfundet. God information fra brancheforeningerne er med til at gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige og drive dansk erhvervsliv frem til gavn for hele samfundet.
Men brancheforeningerne og virksomhederne skal huske konkurrenceloven. Ellers risikerer man at spænde ben for sig selv.
Udveksling af information og aftaler, der svækker konkurrencen mellem medlemmerne, er ulovlige og kan have store konsekvenser for både foreningen og medlemsvirksomhederne, der risikerer bøder eller i grove tilfælde fængselsstraf.
Oveni kommer typisk ressourcekrævende undersøgelser, negativ presseomtale og risiko for erstatningssøgsmål.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop udgivet en ny vejledning, der giver overblik over, hvad virksomheder og brancheforeninger skal være opmærksomme på, når de kommunikerer i foreningens regi.
Anbefalinger, vejledninger, prognoser og statistikker, som foreningerne sender til deres medlemmer, skal de være særlige opmærksomme på. Og hvis virksomhederne kan bruge informationerne til at konkurrere mindre med hinanden, så skal alarmklokkerne ringe højt – både i foreningen og hos den enkelte virksomhed.
Som virksomhed er der meget, du normalt trygt kan snakke med dine konkurrenter om. Verdenssituationen og vejret. Regeringen og lokalpolitikerne. Ny lovgivning og ny faglig viden for blot at nævne nogle eksempler.
Men man skal holde sig langt væk fra at tale med sine konkurrenter om centrale konkurrenceparametre som priser, salg, omkostninger og kunder. Det kan være fristende, men det er forbudt, og det kan blive straffet ganske hårdt.
Konkurrencemyndighederne og domstolene har med flere afgørelser sat en tyk streg under, at brancheforeningerne ikke må koordinere, hvordan medlemsvirksomhederne skal konkurrere mod hinanden.
I en helt ny afgørelse her fra oktober fastslog Konkurrenceankenævnet fx. , at Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark – CAD - havde overtrådt konkurrenceloven ved at opfordre medlemmerne til at fravælge Autobutlers portal. Portalen er Danmarks største udbudsportal, hvor bilejere gratis kan indhente og sammenligne priser på bilreparationer og serviceeftersyn.
Sidste år fik Foreningen Danske Revisorer et påbud for deres etiske regler, der blandt andet forbød medlemmerne at konkurrere om prisen.
Hvis virksomheder koordinerer deres adfærd, så konkurrencen bliver mindre, er det til stor skade. Det er dyrt for den enkelte forbruger, der risikerer at betale overpriser, og det er dyrt for samfundet, fordi væksten i økonomien bliver mindre.
Så hold hovedet koldt når du mødes med dine konkurrenter - også i regi af din brancheforening. Og sig skriftligt fra, hvis du er vidne til ulovlige aftaler.
sl