Kendt dansk nazi-kritiker henrettet

I december 1943 blev digterpræsten Kaj Munk udpeget som sonoffer - en person der skulle likvideres som hævn for den danske modstandsbevægelses stigende modstand mod besættelsesmagten og drab på tyske soldater.
“Det skulle være en person, der ville vække opmærksomhed. Tyskerne tænkte på at dræbe Poul Reumert eller sprænge Det Kongelige Teater i luften, men det ville skabe for meget opmærksomhed,” fortæller Kaj Munk-kenderen Egon Løvbirk fra Vejle.

Åndelig modstandskamp

Valget faldt i stedet på Kaj Munk, der havde beundret Hitler og Mussolini, men “da han fandt ud af, hvad det gik ud på, blev han tyskernes værste fjende,” som Egon Løvbirk udtrykker det. Kaj Munk førte an i danskernes åndelige kamp mod tyskerne og samarbejdspolitikken med skuespil som “Han sidder ved Smeltedigelen” (1938) om jødeforfølgelsen og “Niels Ebbesen” (1942), hvor Kaj Munk brugte den historiske nationalhelt og frihedskæmper som symbol i kampen for frihed.
Den 4. januar 1944 satte en tysk terrorgruppe en stopper for Kaj Munks kritik. Om aftenen ankom fem mænd til præstegården i Vedersø ved vestkysten, hvor det var meningen, at Kaj Munk skulle være skudt, fortæller Egon Løvbirk.
“Men da børnene tog fat om benene på deres far, valgte tyskerne at tage ham med derfra,” fortæller han.

Tidlig interesse

Kaj Munks mordere tog ham med til Hørbylunde ved Silkeborg, hvor de skød ham og efterlod ham i en grøft. I 1954, 10 år efter Kaj Munks død, begyndte Egon Løvbirk som stor knægt i Vejle at interessere sig for Danmarks besættelse og Kaj Munk.
Interessen blev vakt i skolens historie- og dansktimer og styrket under et halvt år på Askov Højskole.
Interessen for pastor Munk, som han blev kaldt, blev med årene til en hobby for Egon Løvbirk, der omkring 1974 tog et nyt skridt.
“Jeg kunne ikke læse mig til mere, så jeg besluttede mig for at opsøge de levende kilder,” fortæller han.
Efter at være blevet afvist af kirkens ansatte, gik han til Kaj Munks enke, Lise Munk, og fik ja til en samtale.
Da de mødtes i præstegården, inviterede hun endda Egon Løvbirk til at overnatte i et af de mange ledige børneværelser, og Lise Munk tog ham med rundt og hilse på folk, der havde kendt hendes mand.
“Det ene tog det andet med sig, og jeg har siden rejst land og rige rundt for at snakke med folk, der kendte Kaj Munk,” fortæller Egon Løvbirk med et smil.

Hobby blev til forskning

Tre årtier senere åbnede der sig endnu en dør for Egon Løvbirk, han ikke havde turdet drømme om: Efter 40 år som bibliotekar på Vejle Bibliotek var han ved at gå på pension, da telefonen ringede. Det var fra det nye Kaj Munk Forskningscenter ved Aalborg Universitet, der ville have Egon Løvbirk til at arkivere og registrere alle Kaj Munks private papirer, der lå i usorterede dynger og fyldte 25 flyttekasser. Så Egon Løvbirk begav sig nok engang til Vedersø Præstegård, hvor han boede i flere måneder hos Hanne og Arne Munk, en af Kaj Munks sønner.
“Det var en guldgrube for mig. Tænk sig at få lov at rode i hans papirer,” siger Egon Løvbirk med begejstring.