Stor underjordisk udbygning på Aros
Verdenskunstneren James Turrell skaber et værk til et stort udbygningsprojekt på Aros.
Med en 100 millioner kroner-donation fra Sallingfondene har Aros-direktør Erlend Høyersten taget det første skridt i realiseringen af 'The Next Level', som under jorden skal tilføre museet 1400 kvm.
Projekt 'The Next Level' består af to elementer, begge under jorden og forbundet til den eksisterende bygning: Et kunstværk samt et 1400 kvm. stort galleri med tilhørende magasiner. Den verdensberømte kunstner James Turrells værk fremstår som en integreret del af arkitekturen og er en kugleformet, sfærisk lysinstallation på 25 meter i diameter.
Publikum passerer gennem eller omkring den unikke lysinstallation for at komme til det nye galleri under Officerspladsen.
Da udbygningen i alt koster 350 millioner kroner er der stadig et stykke arbejde for Aros-direktøren og hans folk for at skaffe de resterende midler.
Udbygningen forventes at stå færdig i 2017.