Biograf-selskab har økonomiske problemer
Revisor tvivler på fortsat drift af Stenløse Bio Holding ApS, men ejer Kaj Holm afviser at selskabet skal finansiere den nye biograf
Stenløses nye super-biograf med to sale, digitale lærreder og en mindre tilbygning hænger i en tynd tråd.
Sådan skrev Lokalavisen Egedal i slutningen af september, da Egedals viceborgmester Jens Jørgen Nygaard (C) slog fast, at han og kommunen ikke havde hørt fra biograf-ejeren Kaj Holm gennem længere tid.
Årsagen til den manglende kommunikation og dermed projektets undergang kan muligvis findes i økonomien.
Lokalavisen Egedal har i CVR-registret kigget nærmere på økonomien i Kaj Holms biograf-selskab Stenløse Bio Holding ApS, og her tegner der sig et dystert billede med røde tal på bundlinjen.
Underskud på underskud
Selskabet, der blev oprettet før Kaj Holms køb af den 50 år gamle biograf, viser faktisk så dårlig en økonomi, at den uafhængige revisor i sin erklæring konkluderer, at "der er betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften."
I 2012 præsenterede selskabet et underskud på næsten 75.000 kroner og en egenkapital på minus 201.635 kroner. Sidste års regnskab viser et nyt underskud på 117.000 kroner, mens egenkapitalen dog er kommet i plus med 7.000 kroner.
Kaj Holm købte i 2012 biograf-selskabet af de tidligere ejere med det underskud, som førte med ejendommen.
Pengene skal findes
"Selskabet var på vej mod konkurs, da jeg købte det. Underskuddet var før min tid, og i øvrigt har det aldrig været meningen, at Stenløse Bio Holding ApS skulle finansiere ombygningen af biografen. De penge skal komme et andet sted fra," siger Kaj Holm.
"Hvor skal de komme fra?"
"Det ønsker jeg ikke at dele med offentligheden."
Kaj Holm lægger heller ikke det store i revisor-erklæringen.
"Det er der jo ikke noget nyt i, da jeg overtog et selskab med underskud. Man kan i stedet kigge på, at egenkapitalen er kommet i plus, fordi jeg har indfriet Handelsbankens pantebrev," siger Kaj Holm.
Hos Egedal Kommune vil Jens Jørgen Nygaard ikke kommentere på økonomien i biograf-selskabet.
"Jeg håber stadig, at der vil ske noget godt med Stenløse Bio. Det fortjener den markante bygning, og det fortjener de lokale filmglade folk," siger Jens Jørgen Nygaard.
Ikke droppet projektet
Om der igen kommer liv og glade dage i Stenløse Bio, er helt op til Kaj Holm.
"Jeg har ikke skrinlagt planerne om en genåbning af Stenløse Bio, men jeg har en del overvejelser om projektet. I øjeblikket tænker jeg over, om to sale kan køre rundt uden en restaurant. Jeg mener, at indtægterne fra en restaurant kan supplere indtægterne til biografen," siger Kaj Holm.
"Hvad er årsagen til, at Egedal Kommune ikke har hørt fra dig siden du afleverede udvidelsesprojektet?"
"Jeg har også afleveret en ansøgning om byggetilladelsen til en mindre udvidelse til slikbutik og toiletter, men vi har ikke været forberedt på, at udvidelsen kræver en nabohøring og en dispensation fra lokalplanen. Derfor er vi gået i tænkeboks. Havde kommunen givet et kultur-tilskud til Stenløse Bio, så var den aldrig lukket til at starte med."