Vinterfisk og -badning i Kattegatcentret
Vinterfisk med vinterbadning for de morgenfriske ved siden af sælerne
Lanterner oplyser Kattegatcentret, på stole og bænke ligger bløde lammeskind, og i caféen er der behagelige lænestole, hvor man med en kop friskbrygget kaffe og et stykke lækkert hjemmebagt kage kan nyde den smukke udsigt over Kattegat. Kattegatcentret skruer op for vinterhyggen fra 1. november.
”Med vores vinterkoncept Vinterfisk ønsker vi at slå os fast som en attraktion, der også om vinteren har masser at byde på.,” fortæller direktør Bjarne Klausen.
Vinterbadning med sæler
Kattegatcentret er ud over hygge med varm kaffe og lune lammeskind også klar med en kold udfordring, nemlig vinterbadning.
”I vores nye vinterbadeklub kan man hver tirsdag morgen hele vinterhalvåret få en frisk morgendukkert i vores dejlige lagune lige ved siden af vores sæler, og det er lige til at blive i godt humør af. For lige meget, hvad man tror, bliver man ikke kold af en kølig dukkert, men får derimod en dejlig indre varme, som er god i den kolde tid, og så er det tilmed rigtig sundt,” fortæller forskningsleder i Kattegatcentret, Lone Thybo Mouritsen, der selv er erfaren vinterbader og hver tirsdag morgen står klar til at springe i det kolde vand.