Fortsæt til indhold

Mere ledelse ud til skolelederne

Formand for Auning Skolebestyrelse vil have mere lokal ledelse og mere fleksibilitet

Samfund
Anette Bonde

15 lærere af de i alt 120 ansatte på Auning Skole har sagt deres job op siden sommerferien. Det fik midt i november de lærere, der bor tættest på skolen, til at skrive et åbent brev til Norddjurs Kommunalbestyrelse. De skriver, at de, selv om de har en fantastisk arbejdsplads, så alligevel mister gode kollegaer, og peger på Lov 409 om tilstedeværelsespligt som grund for 10 af dem, der er rejst.
I Norddjurs skal lærerne nemlig være på skolen i 39,25 timer om ugen, mens tallet for Aarhus Kommune er 34. Ifølge lærerne betyder det, at man kan vinde 13-15 timer ugentligt til familien ved at finde et nyt job i Aarhus Kommune fordi man både får forkortet tilstedeværelsestiden og transporttiden. De skriver også, at kun 20 procent af lærerne bor i lokalområdet, og at løsningen er en fleksibilitet i arbejdstiden der kan matche Aarhus'.

“Giv lederen en ramme”

Det samme siger formand for skolebestyrelsen Tom Rasmussen.
“Der skal flyttes noget mere ledelse til skolelederne. Giv den enkelte leder en ramme at styre indenfor, så han kan tilbyde lærerne mere fleksibilitet, i stedet for en kommunal beslutning om 39,25 timers tilstedeværelse på skolen.”
Landet over er kravet til antallet af lærernes arbejdstimer det samme, og i Aarhus har man altså valgt at give mere elastik til lærerne i forhold til, hvornår på dagen eller ugen, de vil lægge nogle af deres timer.
Tom Rasmussen er overbevist om, at det ikke just formindsker lærernes arbejdstid, at de åbner bøgerne eller retter opgaver derhjemme om aftenen i stedet for på de skemalagte forberedelsestimer på skolen. Og han er sikker på at det vil gøre det lettere at fastholde lærerne.
“Lærernes opsigelse er helt klart den største forældrebekymring, der er. Med dem forsvinder en masse viden om vores børn.”
Han tilføjer, at det jo også er dyrt at ansætte og køre en ny person ind i en ny stilling.

Vil tage det op

Lars Østergaard, formand for børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs, vil ikke love, at der sker ændringer i dette skoleår. Han peger på, at der også kan være andre ting end tilstedeværelsestiden, der skal justeres.
“Jeg havde ikke forventet at vi ville ramme plet første gang. Nu samler vi data ind, også fra de andre skoler i kommunen, kigger på forskellige modeller og ser så, om der er noget, der skal laves om.”
Hvis tendensen med opsigelser på Auning Skole fortsætter, vil han dog ikke udelukke, at politikerne vil skride til handling inden næste skoleår.

Ikke pga skolereform

Tillidsrepræsentant på Auning Skole Anita Gammelgaard Pedersen understreger, at problematikken ikke har noget med skolereformen at gøre. Det er Lov 409, der har været problematisk for de lærere, der har sagt op. Også hun peger på mere fleksibilitet som løsning.
“De ansvarlige må kigge på, hvad der kan gøres, så man kan fastholde lærerne.”
Skoleleder Lars Sørensen siger diplomatisk, at han håber at godt og skidt vil blive vurderet ved en grundig evaluering, og at der vil blive truffet beslutning ud fra det.
“Jeg kan godt se nogle muligheder for mere fleksibilitet i forhold til at drive skole med medarbejdere, der kan yde deres bedste.”
Han understreger, at der indtil videre kommer kvalificerede ansøgninger til de opslåede stillinger.