Asylcenter i Fredericia får dobbelt så mange beboere som i dag
Bülows Kaserne i Fredericia rummer nu 144 asylansøg-ere. Senere i år vil der være 300
Asylcentret i Fredericias snart lukkede Bülows Kaserne kommer til at rumme 300 beboere. Det oplyser centerleder Ulrik Pihl.
Dermed er tallet femdoblet i forhold til den oprindelige udmelding om kun 60 beboere.
“Da der indledningsvist blev talt om 60 asylansøgere, skyldtes det, at vi i første omgang kun kunne tage imod 60. På det tidspunkt var der ikke flere lokaler klar. Ret hurtigt fik vi flere lokaler klargjort. Og i takt med, at større dele af kasernen blev indrettet til det, kunne der bo flere,” siger Ulrik Pihl.
Samtidig er flygtningestrømmen fra blandt andet Syrien vokset hurtigere end forventet. Så både behovet og mulighederne voksede.
Aktuelt bor der 144 asylansøgere på Bülows Kaserne, eller Center Fredericia, som bygningen kaldes i den nye sammenhæg.
“Måske til december får vi mulighed for at tage en større del af bygningen i brug, hvorefter vi kan udvide til 300 beboere,” siger Ulrik Pihl.
Dermed vil centret være cirka 50 beboere mindre end centret på Langeland og cirka halvt så stort som centret i Sønderborg.
Ro på
Ulrik Pihl har fået mange positive tilkendegivelser fra folk, der vil hjælpe beboerne med tøj, cykelture i oplandet og lignende. Ganske mange har søgt arbejde. Men han er også godt klar over, at nogle er nervøse ved det nye asylcenter.
“Men nu har der boet 130-140 mennesker her i fire uger uden problemer. Og det forventer jeg fortsætter. Der er heller ikke erfaring for, at et asylcenter påvirker antallet af butikstyverier og lignende. Så der er ikke så meget at bekymre sig om. Tværtimod: Hvis fredericianerne smiler til beboerne, vil de opleve, at beboerne smiler tilbage, siger han.
Informationsmøde
Flygtninge Fredericia Kommune og Asylcenteret i Fredericia inviterer til et fælles informationsmøde om det nye asylcenter på Bülows Kaserne. Mødet finder sted tirsdag den 18. november klokken 19:30 i Fredericia Idrætscenter. Borgmester Jacob Bjerregaard (S) fortæller om kommunens arbejde med asylcentret. Kontorchef Thomas Mortensen fra Udlændingestyrelsen fortæller, hvad et asylcenter egentlig er og om arbejdet med at modtage og integrere asylsøgere. Centerleder Ulrik Pihl fortæller om asylcenterets fremtidige planer. Og der informeres om mulighederne for at give en frivillig hånd. Endeligt svares der på spørgsmål. Tilmelding er ikke nødvendig.