At blive sig selv

Hvordan bliver man sig selv? Mon ikke vi sædvanligvis svarer: Ved at skille sig ud? Vi kan se det rigtig mange steder i vores kultur – det drejer sig om at skille sig ud!
Eller vi kan se det i vores psykologiske udvikling. Det lille barn bliver fysisk skilt fra moren, når det bliver født, og de første måneder foregår der en psykisk erkendelsesproces, hvor baret opdager, at det er et selvstændigt individ. Selvstændiggørelsen fortsætter op igennem livet. De tre-årige regerer verden og bestemmer alt! For slet ikke at tale om teenagerne! Nogle af os fortsætter vores fader- eller moder-opgør lige så længe, vi har forældre! Så bliver nogen af os gift og lover at være "et kød", hvilket ikke bare handler om sex, men skal forstås i en meget omfattende betydning: At vi vil det samme, drømmer om det samme, arbejder for det samme, tror og håber det samme. Men allerede mens vi siger ja til at være og ville ét, ved vi jo godt, at ja, ja, vi vil da godt være sammen – men vi vil altså også være os selv, have egen-tid, egne interesser, egne venner. Have vores egen identitet.
Bibelen fortæller i sit eget sprog om menneskets længsel efter at blive sig selv. Her er længslen på én gang beskrevet som en skabelsesberetning og som en syndefaldsberetning - en tilblivelseshistorie og en forfaldshistorie. Mennesket blev sig selv, da Gud skilte det kvindelige fra det mandlige; de blev til som to forskelige personer i med- og modspil. Og mennesket blev sig selv, da det skilte sig fra Guds vilje, og Gud sendte dem ud af paradiset. Det blev sig selv på godt og ondt.
På søndag skal vi høre Jesus sige noget fuldstændig overrumplende! Jesus modsiger vores umiddelbare længsel efter at blive os selv. I bliver først rigtigt jer selv, siger Jesus, når I bliver ét med Gud – og med mig – og med hinanden! Han bruger ligefrem de allerstørste ord om det: Dette er det evige liv! At være ét!