Fortsæt til indhold

Sædbank uden klistrede pornoblade

Skejby CryoBank, landets kun tredje sædbank, er netop åbnet i Aagaard Fertilitetsklinik i Aarhus N

Samfund
Christina S. Johansen

Jeg er taget en tur i banken. Jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente mig og er derfor lidt spændt. Det er min første gang i sådan én - ja, altså en sædbank. Nærmere bestemt Skejby CryoBank. som lige er åbnet i Aagaard Fertilitetsklinik i Aarhus N.
Mine erfaringer med sædbanker kommer udelukkende fra film og tv-serier, og dårlige jokes står i kø: “Har I noget at rive i?” “Spiller det for jer?” “Sender I rykkere ud?”
Der er dog ikke meget useriøst over stedet. Hvidt og pænt er der.
“Vi hører ikke så mange af de jokes der. Mændene er ret seriøse og velovervejede, når de møder op,” fortæller Anne Sofie Rex, som er molekylær biolog og daglig leder af sædbankens laboratorium.

En frossen omgang celler

Efter at have set laboratoriet, hvor sædcellerne bliver nøje håndteret, går turen ind i bank-boksen. Det er her “guldet” bliver opbevaret.
Anne Sofie Rex tager et sædstrå op, som den lille beholder med sædcellerne hedder. Hun viser den nænsomt frem. De små svømmere er dybfrosne, da de ligger i flydende nitrogen, som danner en svag tåge i rummet. Sædcellerne bliver hurtigt puttet igen. De kan ikke tåle at være oppe for lang tid ad gangen.
Og dér ligger junior så, først i karantæne i et halvt år og siden hen i en frigivelsespulje, indtil en kvinde vælger lige præcis den.

Der er et lille udvalg af blød porno installeret på tv’et i rummet, hvor sædprøven kommer til verden.

Hvidt, hvidt, hvidt

Endelig går turen ind i det, der vel nok er det mest sagnomspundne, når det gælder sædbanker - selve rummet.
Rummet hvor prøven kommer til verden.
Og nej, der er ikke klistrede pornoblade eller frække plakater på væggene. Der er hvidt, hvidt, hvidt og så en stol, et tv og en vask.
Tv'et har installeret et lille udvalg af porno i den bløde ende, med titler som “Sex on the beach”.
“Men mange fortæller altså, at det tager alt for lang tid med de film. De er færdige, lang tid før den er kommet i gang,” siger Anne Sofie Rex.

Ønskede kvalitets-sæd

Aagaard Fertilitetsklinik har valgt at starte egen sædbank op for at få den kvalitets-sæd, som de har søgt efter.
“Det giver os mulighed for at få perfekt sæd. Det bliver dyrere for os end at købe sæden udefra, men i sidste ende bliver det et plus, da det giver en større succesrate, som jo er det, det hele handler om,” fortæller Jette Søndergaard, der er praksismanager.
Alle donorer i Skejby CryoBank bliver grundigt interviewet, og forud for den obligatoriske lægeundersøgelse får alle potentielle donorer en ultralydsskanning af testiklerne, og alle blive testet for HPV-virus, hvilket er særligt for en sædbank.
På grund af de voldsomme krav kommer kun mellem fem og ti procent af dem, som henvender sig, igennem nåleøjet.
“Vores donorer er som sagt nogle meget velovervejede og modne mænd, som faktisk ikke virker til at komme for pengenes skyld. De er en god blanding af forskellige typer,” fortæller Anne Sofie Rex.
Når de er blevet far til børn i 12 familier, kan de ikke længere være donor.