“De går ikke derfra med en liste over de 10 bedste sexstillinger"
Den aarhusianske afdeling af Sexualisterne har netop rundet et år
I et år har den aarhusianske afdeling af Sexualisterne været åben, og de 12 unge medlemmer har rejst landet tyndt og besvaret spørgsmål fra nysgerrige og usikre unge.
Matilde Vestenaa og Julie Høy går begge i 2.g på Viby Gymnasium, men ved siden skolen er det blevet til mange ture rundt til skoler, efterskoler og ungdomsskoler i det meste af Jylland.
“Vores oplæg varer omkring to timer, hvor vi starter med forskellig fakta. Så er der spørgerunde, hvor folk kan stille os spørgsmål. Og det kan virkelig være alt, de spørger om. Hvordan ser en tissekone ud, hvordan giver man et blowjob, og om hvad piger finder romantiske. Nogle gange kan det være svært at svare på,” fortæller Matilde Vestenaa.
Kend og genkend grænsen
De unge, som Sexualisterne holder foredrag for, går i 6.-10. klasse, og oplæggene er kønsopdelte.
Efter de anonyme spørgsmål tager Sexualisterne fat på grænser.
“Kort sagt skal man kende sin egen grænse og genkende den andens. Drengene får et oplæg om voldtægt og kærestevoldtægt, og de kæmpestore konsekvenser det har. De skal undgå situationer, hvor der er tvivl. Vi taler med pigerne om, at de skal sige klart nej, og at det er ok at sige fra. Og så fortæller vi dem, hvad de skal gøre, hvis de bliver udsat for voldtægt. Der er mange, der ikke ved, at Center for Voldtægtsofre kan sikre sporene fra en voldtægt i op til tre måneder, hvis man ikke kan overskue en anmeldelse med det samme,” siger Julie Høy.
Homoseksualitet
Homoseksualitet bliver også altid diskuteret, og her er drengene ofte meget skeptiske. I hvert fald til at starte med.
“Pigerne er normalt ret åbne, men drengene starter altid lidt homofobisk ud. Heldigvis plejer diskussion at løsne lidt op, og det lader til, at drengene tager nogle af pointerne til os. Men det er vigtigt for os, at vi ikke kommer og dunker folk i hovedet med vores holdninger. Men vi vil gerne have, at de skal tænke over deres holdninger,” forklarer Matilde Vestenaa.
Slutter af med porno
Oplæggene slutter altid af med en snak om porno, for det er noget, som optager de unge.
“Næsten alle har set porno, og det kan presse dem, der endnu ikke har haft sex. Især for pigerne kan det virke skræmmende,” siger Julie Høy.
Til sidst bliver de unge præsenteret for en række problemstillinger fra oplægget, som de så skal erklære sig enige eller uenige i, hvorefter svarene debatteres.
“De går ikke derfra med en liste over de 10 bedste sexstillinger, men de skulle gerne have fået noget at tænke over,” siger Julie Høy.
De nuværende Sexualister består af 11 piger og én dreng.
Og de så gerne, at der kom flere drenge, så der kan komme en mere ligelig kønsfordeling i gruppen.