Flyvende skulptur skal pynte Efterskolen Aadalen
Kunstner Kasper Kjeldgaard laver en stor mobile til Efterskolen Aadalen
Efterskolens Aadalens indgangsparti og spisesal er blevet renoveret. I forbindelse med det har efterskolen, der ligger i Hørning, ansat den populære designer og kunstner Kasper Kjeldgaard til at stå for det kunstneriske input i de nyrenoverede lokaler.
Derfor er han i øjeblikket i gang med at bygge en to meter høj og tre meter bred mobile, eller uro, som flyvende skuptur også bliver kaldt. Udover, at den skal pynte, så skal den blandt andet også tiltrække opmærksomhed og være mere spændende end et klassisk maleri.
Har kostet 50.000 kroner
“Vi blev hurtigt enige om, at vi gerne ville have et kunstværk, der ville blive lagt mærke til, men vi havde ikke overvejet, at det kunne være en uro, før Kasper kom med ideen,” fortæller efterskolens forstander Svend Andersen i en pressemeddelelse om det nye store kunstværk.
Kasper Kjeldgaard er uddannet designer fra Kunstakademiets Designskole. Når han ikke er i gang med udsmykningen af spisesalen på Efterskolen Aadalen holder han til i sin egen tegnestue i København, hvor han selv bygger alle sine mobiler.
Det store kunstværk til efterskolens spisesal har korset 50.000 kroner.