Fortsæt til indhold

Morgenmadsordning giver friske produktionsskoleelever

På produktionsskolen i Hørning er morgenmaden rykket ind som en fast del af skemaet

Samfund
Arkiv

Når klokken slår 8.00 på Skanderborg Hørning Produktionsskole bliver dens kantine hurtigt fyldt med elever, som sammen med deres hold og lærere spiser morgenmad. Sådan har det været i flere år, og det er med succes, at ordningen fortsætter.
“Det giver friske elever, som er klar til timerne,” fortæller skolens forstander, Jan Mørk Johannesen, med begejstring.
Og så følger der samtidig også en anden god ting med morgenmadstilbuddet.
“Der er flere elever, som møder op,” fortæller Jan Mørk Johannesen.
Eleverne er nemlig nødt til at sidde ved bordene, da lærerene noterer, hvem der er mødt op.

Ville ikke spise hjemmefra

Det er dog ikke kun skolens forstander, der er tilfreds med den effekt, som morgenmaden har. Sabrina Sindal, der er elev på skolen, er også glad for, at hun ikke behøver tænke på morgenmad, før hun tager i skole.
“Jeg ville nok ikke få spist, hvis der ikke var mulighed for det her,” fortæller hun og oplyser, at hun før har prøvet at tage til time på tom mave.
“Så har man det mærkeligt, og det er svært at koncentrere sig,” fortæller hun.
Samme holdning deler Anders Elmquist, der også går på produktionsskolen.
“Det er også ret hyggeligt, at vi sidder sammen med dem fra holdet, så man har nogle at snakke med,” fortæller han og tilføjer, at han hver dag benytter sig af muligheden for at spise morgenmaden på skolen.
Eleverne er selv med til at betale for morgenmaden. Hver uge giver de et beskedent beløb, som de udover morgenmaden også får frokost og eftermiddagskaffe for.