Jørn Arne er hjernen bag masterplanen ved dronningebesøget
I et halvt år har Jørn Arne Nielsen arbejdet på at få Dronningens besøg til at gå op i en højere enhed
Han er ellers gået til ro for natten, alligevel svinger Jørn Arne Nielsen benene ud over sengekanten og står op igen. Han er kommet i tanke om en detalje vedrørende Dronningens besøg i Egedal, som han lige må notere sig.
Den 65-årige oberstløjtnant og projektchef i Egedal Kommune er manden “for bordenden” , når det gælder dronningebesøget, og han overlader intet til tilfældighederne.
“Jeg har jo lært fra mine 42 år i forsvaret, at hvis man ikke er helt på mærkerne fra det første sekund, så har man sådan set tabt kampen på forhånd,” siger Jørn Arne Nielsen, som har gennemgået drejebogen for besøget utallige gange og kan planen helt ned på minuttal.
“Hvis vi har beregnet at det tager 7 minutter at køre, jamen så tager det 7 minutter,” konstaterer han.
Jens Arne Nielsen var i forvejen ansat i kommunen til at implementere et nyt økonomi- og personalesystem, og da den opgave sluttede omtrent på det tidspunkt, hvor besøget fra Hendes Majestæt blev en realitet i marts måned, var han den oplagte kandidat til at sætte sig i førersædet og styre slagets gang. Han var nemlig både inde over dronningebesøget i Vordingborg i 2002 og det i Nakskov i 2009.
“Det er jo en spændende opgave, for det er et puslespil, der skal gå op. Det er næsten som at være lille og sidde og lave perleplader - det hele skal gå op i en højere enhed,” siger oberstløjtnanten.
Godkendelse, godkendelse
Og for at perlerne kan lægge sig og danne det helt rigtige mønster, kræver det planlægning, masser af planlægning.
Jørn Arne Nielsen har arbejdet på dronningebesøget i seks måneder i en halvtidsstilling, og han har været i kontakt med Hoffet hundredevis af gange.
“Det man skal gøre sig klart, når man skal lave sådan et arrangement, det er, at ting, skal godkendes. Det skal også hænge sammen med politiets mulighed for at supportere, PET skal synes at sikkerheden er i orden, livvagterne skal synes, at Dronningen er velbeskyttet, og så skal Dronningen jo også synes, at det er interessant,” siger projektchefen og fortæller, at han den sidste måneds tid har haft daglig kontakt med Hoffet.
Her har man godkendt planen, der blandt andet betyder, at dronningen i løbet af de fire en halv time, hun besøger Egedal, kun har een pause. Det er de ti minutter, der er lagt ind før frokosten.
“Dronningen er simpelthen på fra hun kommer, til hun forlader os igen,” siger Jørn Arne Nielsen og fortæller, at der er fart over feltet hele vejen rundt.
“En god regel er at et besøg skal tage 20 minutter. Alt over 20 minutter og så begynder kedsomheden at indfinde sig,” siger masterplanlæggeren, der har haft stort fokus på, at besøget både har “bredde og dybde”.
Jørn Arne Nielsen har således gået meget op i, at Dronningen kom hele vejen rundt i kommunen, så det ikke kun blev et “hovedstadsbesøg”.
Hold øjenkontakt
Med til planlægningen hører også flere briefinger af alle de involverede parter.
“Vi har nøjagtigt gennemgået, hvad der skal ske på det enkelte sted og planlagt, hvad der skal vises og siges,” fortæller Jørn Arne Nielsen.
Og så er der selvfølgelig hele fremtoningen hos de involverede.
Her fortæller Jørn Arne Nielsen om vigtigheden af at lederne på besøgsstederne fører Dronningen rundt og hele tiden sørger for at holde øjenkontakt samt titulere hende korrekt.
”Det hedder Deres Majestæt eller Dronningen, og det er kun de to måder, man bruger. Og hvis man kommer til at sige De, så gå for guds skyld videre og sig Dronningen næste gang,” siger projektchefen og fortæller, at alle lige fra borgmester til medarbejderne “på gulvet” har bakket op om projektet på forblændelig vis.
Selv spiller han på dagen ikke en af de fremtrædende roller i spotlyset, men han kommer alligevel til at være med helt fremme hele tiden.
“Jeg har lovet borgmesteren, at jeg ikke er længere væk end tre meter bag ham hele tiden,” smiler Jørn Arne Nielsen, som glæder sig gevaldigt til den store dag. Og på spørgsmålet til om han selv er royalist svarer han:
“I den grad. Gud, konge og fædreland. Jeg har jo Ridderkorset, så jeg skulle jo være et fjols, hvis jeg havde modtaget det uden at have et positivt syn på Kongehuset. Jeg synes det er en fremragende institution til at være bindeled til danskheden og danskerne.”