Fortsæt til indhold

Studstrupværket gør klar til træpiller

Om to år skal DONG’s kraftvarmeværk i Studstrup hovedsageligt fyre med træpiller, der vil reducere CO2-udslip markant

Samfund
Kim S. Andersen

1,3 milliarder kroner. Det er beløbet på den investering, der skal fremtidssikre Studstrupværket.
Fremtiden bliver dermed en del grønnere, fordi Studstrupværket i øjeblikket bliver ombygget til at kunne fyre bæredygtige biomasse i form af træpiller i stedet for kul.
“Der bliver en markant miljømæssig gevinst med en reduktion af CO2 på op imod 90 procent,” fastslår projektleder i DONG Energy, Lars Lærkedahl.
Studstrupværket brugte i 2013 cirka 1,1 million tons kul og forventer at komme nedpå omkring 140.000 tons i 2017.
Helt væk fra kul kan værket ikke gå, da det vil blive for sårbart, hvis træpilleanlægget skulle gå ned. For at kunne levere strøm og fjernvarme er man nødt til at have lidt kul liggende.
Alt i alt betyder omlægningen til biomasse, at Studstrupværket reducerer sin CO2-udledning fra varmeproduktionen med op til 800.000 tons CO2 per år. Dette gøres ved at erstatte 400.000 tons kul med 600.000 tons træpiller.
Grunden til at der skal bruges flere træpiller end kul, er, at kul har en større brændværdi end træpiller.
Så fjernvarmen vil altså blive meget grønnere, når træpillerne bliver den dominerende fyringsform på Studstrupværket.
Det forventes at ske i slutningen af 2016.
“Vores byggeri til lagring af træpiller skrider planmæssigt frem, så vi forventer at være klar til at fyre med træpiller i oktober 2016,” siger projektlederen.

Kæmpe træpillelager

De 1,3 milliarder kroner, som ombygningen inklusive levetidsforlængelse af værket er planlagt til at komme til at koste, går blandt andet til udbygning af lossefaciliteter på havnen og transportbånd fra havnen til træpillelageret. Et træpillelager, som der er ved at blive gjort klar til. Det bliver en kæmpe silo på 70 meter i diameter og betonsvøb i en højde på 20 meter og med ståltagop til i alt cirka 45 meters højde.
“Det er nødvendigt at bygge et træpillelager, når vi skal i gang med at bruge træpiller, for de kan i modsætning til kul ikke tåle at blive våde,” siger Lars Lærkedahl og oplyser, at siloen vil kunne komme til at rumme 65.000 ton træpiller.
Træpillerne vil blive sejlet ind fra USA og er hovedsageligt støttetræer og affaldstræ fra amerikanske plantager, der ikke kan bruges til bygge- og møbelindustrien.
Ombygningen kommer også til at beskæftige mange håndværkere.
“Jeg vil vurdere, at vi kommer til at skabe 4-500 jobs med projektet fordelt over de de næste to år,” siger projektlederen, der kan trække på DONG's første erfaringer med opbygning af træpillelager fra Sjælland.
“Vi gjorde os nogle erfaringer på Avedøreværket i 2009/2010, hvor vi byggede en lignende lagersilo, vi er i gang med nu her i Studstrup,” siger han.

Bjergene af kul er snart fortid på Studstrupværket, som ligger ud til Kalø Vig. Værket er ved at omstille sig til træpiller. Arkivfoto.