Skanderborgdreng udvalgt til global teknologikonference
Asbjørn Dencker Mangs Sørensen fra Skanderborg er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark med sit koncept NGO Millionaire ved Telenor Youth Summitkonferencen i Oslo
Trods en alder på kun 20 år har Asbjørn Dencker Mangs Sørensen fra Skanderborg allerede udviklet en idé til, hvordan mobilteknologi kan bidrage til at samle penge ind til mennesker i nød.
Han har nemlig udviklet et koncept, som han kalder NGO Millionaire, der er en fundraising app, hvor brugere af app'en kan samle penge ind til velgørende formål.
Det har fået international opmærksomhed, og han skal derfor sammen med en anden østjyde, nemlig Thomas Kopel fra Aarhus, repræsentere Danmark ved Telenor Youth Summitkonferencen, der afholdes i forbindelse med Nobels fredspris i Oslo.
“Det bliver super fedt at komme med til Telenor Youth Summit. Det er jeg rigtig glad for. Det er inspirerende, at en virksomhed som Telenor laver sådanne events med fokus på, hvordan vi kan gøre verden til et bedre sted. Jeg håber, at kunne udvide mine kompetencer og mit netværk, som jeg håber at kunne bruge i mit videre arbejde og udbredelsen af NGO Millionaire app'en,” siger Asbjørn i en pressemeddelelse.
Asbjørn blev i 2014 student fra Skanderborg Gymnasium med et gennemsnit på 11,3. Han er stifter og ejer af NGO Millionaire.
Den internationale konference finder sted niende til 11. december med 28 deltagere fra 13 lande i Europa og Asien.