Fortsæt til indhold

Elev Skole bruger låget

Lokale skoleelever indsamler skruelåg fra Arla for at støtte vildlaksen

Samfund
Kim S. Andersen

'Brug Låget – og Støt vildlaksen'. Sådan hedder den kampagne, som elever fra Elev Skole er i fuld gang med.
De får hjælp af Afiskeri.dk til at indsamle penge til bevarelsen af den danske vildlaks.
Det gør de ved at indsamle deres skruelåg fra deres skolemælk i en beholder, som er opstillet på skolen. Har man mulighed for at tage sine Arla- skruelåg med hjemmefra, opfordres eleverne til at tage dem med.
Alle skruelågene, som indsamles bliver sendt til firmaet Terracycle, der genbruger lågene til nye plast-produkter. De giver et donationsbeløb per indsamlet låg, som går direkte til Dansk Center for Vildlaks. Dermed er Elev Skoles elever med til, at der kan blive lavet endnu mere lakseyngel til de vestjyske åer.
“Der er hårdt brug for midler til at få stammen op på et niveau, hvor den kan klare sig selv uden menneskelig påvirkning. Derfor er det meget glædeligt, at Elev Skoles elever nu kan hjælpe til at sikre den danske vildlaks de bedste muligheder for at overleve. Vi har lavet første tømning, og på 39 dage har eleverne fra Elev Skole samlet 2.750 låg ind. Vi håber, det kan være med til at inspirere andre,” siger initiativtager Michael Olsen.