KTAS-hus i Næstved får nyt liv
Efter at ejendommen er solgt, står den nu foran en renovering.
NÆSTVED Enhver borger i Næstved genkender den markante profil på det gamle KTAS-hus i Sct. Mortensgade i Næstved.
Ejendommen, som er fra en tid hvor man lagde vægt på gedigent og fornemt håndværk, er netop solgt af EDC Erhverv i Næstved til en lokal investor, der efter renovering vil bruge en del af ejendommen som eget kontor, mens førstesalen skal lejes ud. Opgaven med at finde en lejer er også givet til EDC Erhverv.
Den smukke ejendom er ikke så gammel som facaden umiddelbart antyder. Den nuværende bygning er opført i 1934-36 til KTAS, der indrettede telefoncentral for 14 ”telefonistinder” i bygningen.
De 14 telefonister betjente Næstveds 1450 telefonabonnementer med et ”Klar” indtil 1961, hvor omstillingen blev automatiseret.
Ejendommen er tegnet af arkitekterne Jens Ingwersen & Jørgen V. Jepsen og fremstår markant med kampestensfundament, udvendig granittrappe, munkesten, trappegavl og jernbogstaver som murankre.
- Det er en spændende opgave for en ejendomsmægler at formidle sådan en ejendom, fortæller Anders Skinnerup fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Næstved, der både stod for salget og den videre udlejning.
– Dels har ejendommen en lokalhistorie, men også fordi den i udførsel og udtryk er bygget med sans for historien og gamle håndværksmæssige dyder. Og det allerbedste er, at den renovering ejendommen nu skal igennem kommer til at ske i respekt for ejendommens oprindelige kvaliteter, og i øvrigt i samarbejde med den kommende lejer.
sl