Fortsæt til indhold

Asylsøgere klager ikke over mad

Det passer ikke, at asylansøgerne er kræsne og urimelige, siger centerleder Ulrik Pihl

Samfund
Peter Friis Autzen

Centerleder Ulrik Pihl fra asylcentret i Fredericia kan slet ikke genkende det billede, mange folketingspolitikere har givet af asylansøgerne som kræsne og uforskammede.
Onsdag og torsdag bragte mange af landets medier en historie om, at asylansøgerne på Bülows Kaserne smed maden ud, fordi de er kræsne. Øjensynligt stammede historien fra en anonym kilde.
“Men det er ikke sandt. Beboerne er hverken kræsne eller utaknemmelige,” siger Ulrik Pihl.
Catering-firmaet, der leverer mad til asylcentret, har forsøgt at krydre maden, så den passede til syriske smagsløg og maver. Men ifølge Ulrik Pihl og de asylansøgere, Lokalavisen Budstikken har talt med, har kokkene ramt ved siden af og krydret maden stærk. Og det har givet beboerne mavekneb.
Her er facebook-siden, du er nødt til at synes godt om

“Det har beboerne så stille og roligt fortalt os. Og allerede nogle dage før mediestormen begyndte, blev menu-planen så ændret. Ingen er kræsne, ingen har sultestrejket, ingen har truet med at sultestrejke, og ingen har smidt mad ud. Bortset fra levninger, som ifølge fødevarereglementet skal destrueres,” siger Ulrik Pihl.
Historien om de kræsne asylansøgere rullede gennem medierne, hvor folketingspolitikere fra både SF, Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne stemplede beboerne som utaknemmelige, provokerende, kræsne og urimelige. Og det ærgrer Ulrik Pihl sig over.
“For det er slet ikke tilfældet. Tværtimod.”
Karina Lorentzen beklager

En af de politikere, der har udtalt, at asylansøgerne er urimelige og utaknemmelige, er SFs ordfører på området, Karina Lorentzen.
"Jeg kommenterede på baggrund af oplysninger, jeg fik af en journalist, der ringede til mig. Siden undersøgte jeg sagen, fordi jeg skulle interviewes direkte af TV2 News - og fandt ud af, at præmissen ikke holdt. Historien er baseret på én anonym kilde, der har udtalt sig til radioen. Og siden har jeg gjort alt, jeg kan for at bremse historien. Jeg beklager mine udtalelser," siger hun.