Bagagerumsmarked og jul på samme tid i Hadsten
Der etableres 20 stande til julemarked i Hadsten samtidig med julerier
Der er julemarked med julemand, søndagsåbent i Hadstens butikker og mulighed for at gøre en god handel, både udenfor hos bagagerumsmarkedets stande og indenfor i butikkerne, når der er Bagagerumsmarked med tyve stande og masser af julerier på Søndergade i Hadsten søndag 7. december fra klokken 11.00 til 16.00.
Andre stande med gratis gløgg og æbleskiver sørger for mundgodt, mens julemusikken strømmer gennem gaden.
Flere stande tilbage
Er du interesseret i en stand til bagagerumsmarkedet, kan du henvende dig hos tøjbutikken Standard i Søndergade i Hadsten.
Standen koster 100 kroner. Overskuddet går til et velgørende formål i Hadsten og omegn.
Bagagerumsmarkedet er arrangeret af Hadsten Bagagerumsmarked, der hvert år står bag et forårsmarked og efterårsmarked på Sunds Plads.
Nu forsøger man sig med et julebagagerumsmarked i samarbejde med Hadsten Handel.