Stylede Gurli inden Timm Vladimir
Stylist Kenneth Adelhardt gav Gurli Kristensen tips hos Profil Optik i Hammel
“Jeg vil hellere være lækker end moderne,” sagde stylisten Kenneth Adelhardt, da han tirsdag besøgte Profiloptik i Hammel for at style flere af butikkens kunder.
En af dem var Gurli Kristensen fra Hadsten, der som den første havde booket en tid, da optiker Gitte Gjættermann og de andre i butikken slog muligheden op.
Vi møder en stemning af intimitet, hygge og afslappethed. Stylisten er helt nede på jorden, mens han lige giver Gurli Kristensen den sidste makeup og de sidste gode råd.
“Med dit ansigt skal du have smalle briller og de skal bue, ikke gå lige over. For buen gør dine øjne synlige.”
Gurli Kristensen nikker og har tydeligvis fået et råd hun kan bruge.
“Jeg ville aldrig have valgt de briller og aldrig have tænkt på at buede briller fremhæver mine øjne,” smiler hun inden en synstest og par nye briller venter inden længe.
Rammer personlighed
“Det er smag og behag at style, men min opgave er at ramme deres personlighed og fortælle dem om mulighederne. Også selvom det ikke rammer moden. Hellere være lækker end moderne” siger stylisten fra Aarhus.
“Er han ikke bare god og umiddelbar,” slipper det storsmilende ud af optiker Gitte Gjættermann, der også fulgte tipsene med interesse.
“Du skal tænke på, at lyse farver gør én stor, mens mørke farver gør dig mindre,” lød et af rådene fra stylisten, der i denne tid især er kendt for at style deltagerne i Den Store Bagedyst på DR.
Timm Vladimirs stil
I aften skal han style Timm Vladimir.
“Jeg har fundet en hel del sæt tøj til ham, som han skal tage stilling til og så er min opgave at ramme det udseende vi gerne vil have frem. I det her tilfælde er det et kompromis mellem DR, Timm Vladimir og mig,” fortæller den travle kendis-stylist.
“Da vi startede med bagedysten var der tre mørkhårede kvinder med briller. Dem skulle seerne jo kunne kende fra hinanden. Så jeg stylede dem som sporty spice, sexy spice og nerdy spice, indtil seerne havde lært dem at kende.”
“Jeg har fundet en hel del sæt tøj til ham, som han skal tage stilling til og så er min opgave at ramme det udseende vi gerne vil have frem.
Kenneth Adelhardt om at style Timm Vladimir