Fortsæt til indhold

“Det føles som en fest for gadens folk!”

Smarteyes fejrede 5000 solgte briller i deres Aarhus-butik ved at donere briller til hjemløse, hvor i alt 60 fik nye briller

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Furerne i ansigt er måske en anelse dybere end hos butikkens andre kunder, og man kommer ikke uden om lugten af alkohol og tobak hos et par stykker. Men den største forskel på de hjemløse og butikkens andre kunder er den nærmest euforiske stemning blandt dagens hovedpersoner.
“Det føles som en fest for gadens folk, og vi har glædet os rigtig meget. Vi har trængt til briller længe, og jeg har indtil nu gået rundt med briller fra en genbrugsbutik.” siger en glad Kirsten Skovbo, der selv er en af gadens folk.

Idéen er fra Sverige

Den hjælpende hånd til gadens folk kommer i anledning af, at Smarteyes snart har ligget i Aarhus i et år, og at der på den tid er blevet solgt 5000 par briller fra butikken. Det ville administrerende direktør i Smarteyes danske afdeling, Niels Adolfsen, markere.
“I Sverige har Smarteyes tradition for den slags tiltag hér, men jeg troede faktisk ikke at behovet var til stede i Danmark. Vi er jo et overskudssamfund, hvor ingen burde mangle noget så basalt som briller. Men da jeg talte med Anders Stagis fra Kirkens Korshær, blev jeg overrasket over, hvor stort behovet egentlig var.” siger Niels Adolfsen.
Smarteyes har foreløbigt afsat 200.000 kroner til projektet.

Direktør for Smarteyes, Niels Adolfsen, og leder af Kirkens Korshærs Døgnvarmestue, Anders Stagis, fik begge en dag med masser af positive oplevelser.

Behovet er stort

Spørger man Anders Stagis, der er leder af Døgnvarmestuen ved Kirkens Korshær, fortæller han, at hjælpen falder på et rigtig tørt sted.
“Der er virkelig et reelt behov for briller til de her mennesker. De går med briller de har fået fra Tiger eller Føtex, hvis ikke de stadig har 30 år gamle briller med stålkant.” siger Anders Stagis, og forklarer at de ting, vi tager allermest for givet, er noget af det, de hjemløse mangler mest.
Især briller, fodtøj og tandpleje er noget, der virkelig har stor betydning for trivslen.
Og tilskuddet til briller fra det offentlige er på maksimalt 220 kroner, så der er langt til de summer, et par briller normalt koster.
Blandt de hjemløse, der befinder sig i butikken, er stemningen lodret høj.
“Vi er ikke vant til at kunne se her i de tandløses klub. Nu kommer Jeppe til at kunne se en bajer på 10 meters afstand.” griner Kirsten Skovbo til makkeren Jeppe, der også mener at det forbedrede syn absolut vil komme ham til gode.

En god oplevelse

Det er ikke kun de hjemløse, der har haft en god oplevelse med projektet. Hos Smarteyes har man været glade for reaktionerne fra de hjemløse.
“De har simpelthen været så søde og glade, og de har haft en fest med at udvælge briller til hinanden. Det har været en rigtig positiv oplevelse. Og selv dem, hvor vi har måttet måle styrken lidt forsigtigt på grund af promillen, ender med at gå herfra med et bedre syn.” siger Niels Adolfsen, der ikke er afvisende overfor at gentage initiativet.
Ude blandt spejle, brillestel og dyre solbriller sidder et par af gadens folk og venter på, at hinanden får taget synsprøver, og Kirsten Skovbo opsummerer situationen.
“Tænder har vi ikke, og penge har vi ikke. Men briller, dét har vi nu.” griner Kirsten.