Fortsæt til indhold

Fra affald til værdi - der hvor det giver mening

Skanderborg Kommune ligger i front i forhold til genanvendelse af husholdningsaffald. Allerede i dag genanvendes 33 procent af husholdningsaffaldet

Samfund
Grethe Bo Madsen

Siden 2011 har Renosyd haft en vision om at gøre affald til værdi gennem genanvendelse.
Visionen er kendt i Skanderborg Kommune som Mission Mulig, og med den er borgerne blevet vænnet til at sortere deres affald i glas, metal og plast samt i restaffald.
"Vi genanvender cirka 33 procent allerede i dag - og sammen med vores kolleger i Silkeborg og Renodjurs er vi efter min bedste overbevisning blandt dem, der ligger forrest i feltet i forhold til genanvendelse af affaldet," siger Annemette Fuglsang, direktør i Renosyd.
"Vores fokus er på genanvendelse, der hvor det giver mening. Indsamlingsmålet er 50 procent, men der bør skelnes mellem, hvilken slags affald det er," konstaterer hun.
"Hvis alt tæller ens, så vil et ton kartoffelskræller tælle lige så meget som et ton batterier, selvom værdien af et ton batterier har meget større genanvendelsesværdi og en langt større værdi for miljøet end et ton kartoffelskræller," forklarer hun.
"Derfor mener vi, målet skal være at genanvende det, der giver bedst mening. Hellere batterier, elsparepærer og småt elektronik frem for kartoffelskræller. Og så udnytte resten til energi," understreger Annemette Fuglsang.
Skanderborg uden affald
Selvom Skanderborg er godt med, så skal skanderborggenserne i fremtiden sortere endnu mere affald, hvis målene i regeringens ressourcestrategi, Danmark uden affald, skal nås.
"Der er flere forskellige områder, vi allerede nu kigger på. Blandt dem er spraydåser, energisparepærer, elektronikaffald og småsjatter af maling, terpentin og lignende - alt det folk ikke lige kommer af sted på genbrugsstationen med."
"Vi kigger på forskellige muligheder, blandt andet en miljøaffaldsboks, men det er en dyr løsning, da den kræver mere sortering efterfølgende."
Også pap og flamingo er blandt de emner, Renosyd forsøger at finde egnede indsamlingsmuligheder for.
"Det er noget af det, folk efterspørger. I takt med, at vi handler mere og mere på nettet, så stiger mængden af pap og flamingo i husholdningsaffaldet." fortæller Annemette Fuglsang.
Men for at Renosyd skal nå målet om 50 procent genanvendelse, er det nødvendigt også at sortere alt det organiske affald.
Ifølge direktøren for Renosyd, skal genanvendelsesprocenten i regeringens ressourcestrategi beregnes som en samlet procent af alt husholdningsaffaldet.
Det er en dansk fortolkning af EU-målet – og det er en meget mere restriktiv måde at beregne det på.
"Beregningsmodellen betyder, at vi skal genanvende op mod 100 procent af de genanvendelige dele, for at nå en samlet genanvendelsesprocent på 50 procent. Dette skyldes blandt andet, at den store mængde dagrenovation, der omsættes til energi ikke regnes for genanvendelse – men nyttiggørelse," forklarer Annemette Fuglsang.
Læs mere om det kommende EU-parlamentsvalg her: