Fortsæt til indhold

22 gazelle-virksomheder og Sjællandsvinder i entreprenørskab

Antallet af de særlige vækst-virksomheder – ”gazellerne” – er næsten fordoblet fra 2013 til 2014 og Taastrup-virksomheden GlobalConnect er bedst til vækst på Sjælland.

Samfund
Arkiv

GAZELLE Vækst-virksomheder klarer sig rigtig godt i Høje-Taastrup Kommune, slog EY tidligere i år fast i en analyse, der viser, at kommunen er blandt de fem bedste i landet til at gøde jorden for sine vækst-virksomheder.
Analysens resultat dokumenteres igen ved avisen Børsens kåring af de såkaldte gazelle-virksomheder, der er karakteriseret ved en særlig markant, flerårig vækst:
Der er nu 22 gazelle-virksomheder i Høje-Taastrup Kommune mod 13 i 2013 - altså næsten en fordobling.
Yderligere er Taastrup-virksomheden GlobalConnect kåret som vinder på Sjælland i EY Entrepreneur of The Year - verdens største konkurrence for entreprenører i vækst-virksomheder.
Resultatet vækker glæde både i Høje-Taastrup Kommunen og i det lokale erhvervsråd:

Fokus på gode rammevilkår

- Et stærkt erhvervsliv sikrer en stærk kommune, og derfor er det en rigtig god udvikling, når nye virksomheder slår rødder og vokser sig stærke.
Nye såvel som eksisterende virksomheder har naturligvis brug for gode rammevilkår, og det har vi kontinuerligt fokus på i vores samarbejde med Høje-Taastrup Kommune om en stærk vækst- og erhvervspolitik, siger Kim Rasmussen, der er formand for Erhvervsrådet i Høje-Taastrup.

Indsats virker

- Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke herfra - jeg er både glad og stolt over, at 22 lokale virksomheder har modtaget gazelleprisen, og at det også er en lokal virksomhed som løber med sejren som årets entreprenør på Sjælland.
Det er godt gået af de driftige erhvervsfolk, som har min store respekt - jeres succes er vores succes, fristes jeg til at sige. Jeg tager de mange kåringer som vidnesbyrd om, at vores indsats for at skabe et stærkt vækst- og erhvervsklima i Høje-Taastrup Kommune bærer frugt, siger borgmester Michael Ziegler og tilføjer:
- Og den indsats fortsætter naturligvis!
sl