Fortsæt til indhold

Her er det bedst at starte ny virksomhed

Vejle Kommune er kåret til Årets Iværksætterkommune 2014

Samfund
Jeppe Rafn

Vejle Kommune er i konkurrence med Esbjerg, Holbæk, Horsens og Silkeborg blevet kåret til Årets Iværksætterkommune 2014. Prisen uddeles af organisationen Dansk Erhvervsfremme til den kommune, der har arbejdet mest målrettet for at give lokale iværksættere gode vilkår.
"I Vejle Kommune prioriterer man iværksætterne og har i mange år arbejdet for at skabe de bedst mulige vækstbetingelser for lokale nyetablerede virksomheder," skriver Dansk Erhvervsfremme i en pressemeddelelse.
Dommerkomitéen fremhæver, at Vejle Kommune har et meget stort udbud af iværksættermiljøer med særlige servicetilbud til iværksætterne.
"Som eksempel kan nævnes Green Tech Center, der består af Green Tech House, med 4.000 m2 kontorfaciliteter og plads til 200 vidensmedarbejdere, Green Tech Park til demonstration af grønne energiløsninger på 16.000 m2 og Green Tech Lab med 1.200 m2 faciliteter til forskning og undervisning."
Det er anden gang, Vejle Kommune vinder prisen som Årets Iværksætterkommune. Kommunen modtog som den første i 2007 prisen, og ingen andre kommuner har vundet den to gange.