Fortsæt til indhold

September populær blandt turister

Antallet af overnatninger i byen steg med 15 procent i september

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i september 2014 blev redt 7986 flere senge op på hotellerne i Aarhus end i 2013. Det svarer til en stigning på 15 procent.
Det er især flere udenlandske gæster, som har valgt at snuppe en sensommerferie i Aarhus.
De internationale overnatninger er således steget med 16 procent, og Aarhus overhaler derved både København og antallet af internationale overnatninger samlet set på landsplan, hvor væksten ligger på 7 procent.
"Vi er meget fokuseret på at styrke kendskabet til Aarhus i udlandet som en Second Citydestination ikke mindst op mod 2017, hvor Aarhus skal være kulturhovedstad. Der er en
international tildens til, at de andenstørste byer vinder mere og mere frem som rejsemål, og vi
stræber efter at komme i samme liga som Barcelona og Göteborg. Den flotte vækst bekræfter os i, at vi er på vej”, siger Peer H. Kristensen, der er direktør i Visit Aarhus, i en pressemeddelelse.
September er en klassisk måned for korte byferier, men det er ikke kun turister, som har lagt vejen forbi Aarhus. Antallet af besøgende i forbindelse med internationale møder og konferencer viser ligeledes positive takter.
”Vi oplever en stor interesse for byen i vores arbejde med at tiltrække internationale mødegæster, og de udenlandske mødeplanlæggere lægger især vægt på, at Aarhus har nogle topmoderne mødefaciliteter i unikke omgivelser og et fantastisk bymiljø,” siger Peer H. Kristensen.