Fortsæt til indhold

Første skridt mod stormflods-sikring

Roskilde Kommune er i gang med at tage jordprøver i Jyllinge

Samfund
Arkiv

Der er i Jyllinge Nordmark boret i alt ti huller ved Værebro Å og ud mod fjorden.
Formålet er at tage jordprøver, så det bliver klart, hvor langt nede der er fast jordbund (ler), og hvor meget jorden kan bære.
Det er nødvendig viden for at kunne gennemføre en stormflodssikring af området, hvor cirka 200 huse blev ramt af sidste års “Bodil-storm”.
Som Lokalavisen Egedal kunne beskrive i sidste uge, så er en mur ud mod fjorden en løsnings-mulighed, ligesom et å-dige kan bygges i Værebro Å.
For at kunne projektere en mur ud mod fjorden og kunne bedømme, om det er muligt at lave et højvandslukke i Værebro Å, så er boringerne vigtige, lyder det fra Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Vigtige prøver

Den viden de ti jordprøver giver, er en del af et samlet grundlag for beslutninger, som kommunen er ved at samle ind.
Kommunen undersøger også design og tekniske løsninger til sikring af kysten langs Frederiksborgvej, og den er i gang med detailprojektering af kystbeskyttelse ved ”Tømmergrunden”, ved Vikingeskibsmuseet og langs hele havnen til Kællingehaven.
Samtidig er Roskilde Kommune sammen med Frederikssund Kommune i gang med en skitseprojektering af en stormflodssikring ved Kronprins Frederiks Bro, så blandt andet anlægsomkostninger og tidshorisont kan blive en del af den samlede beslutning, byrådet skal tage til januar.
Den 2. december bliver der en workshop om digelag for alle husejere, der kan blive omfattet af kystbeskyttelsen.
Efterfølgende mødes følgegruppen, som består af repræsentanter for grundejerforeninger og andre berørte aktører, den 10. december for at få en status på undersøgelserne, inden de lægges frem til politisk behandling.